Det kan være kedeligt at sidde på en cafe og drikke kaffe dagen lang.
Det blev det også for rigmanden Torben Mouritsen, der står bag succeser som Wupti.com og Normal.
Men ifølge Børsen fik han i 2012 en god ide sammen med en god ven. De ville starte en discountbutik, der ikke solgte fødevarer, og så testede de det hele.
Her fem år efter har han åbnet 79 butikker i Danmark, mens omsætningen er steget fra 8,8 millioner i 2013 til 665 millioner i 2016. En stigning på knap 7500 procent.
Men manden bag butikskæden Normal vil have mere.
- Inden længe går vi ind på et nyt marked, og jeg regner med, at vi i indeværende regnskabsår runder 1 mia. kr. i omsætning, siger Torben Mouritsen til Børsen.
Inden sin succes med Normal var Torben Mouritsen med til at stifte internetsiden Wupti, der sælger hårde hvidevarer og elektronik. Men den blev solgt, og i 2012 manglede rigmanden noget at lave.
Normals model er at importere varer fra andre EU-land og sælge dem billigt her i Danmark.
Artiklen fortsætter under billedet
Optrapper krigen
Samtidig fortæller Torben Mouritsen, at Normal nu er klar til at udfordre Matas endnu mere. Normal tilfører endnu et skyts til deres arsenal.
- Vi begynder at implementere dyre cremeserier og dufte, som kunderne har brug for, men som de køber andre steder i dag. Hvis kunderne kan spare 30-50 procent på de dyre cremer, så tror jeg, at de kommer over til os. Det bliver mange af de kendte topcremer og dufter, siger han til Børsen.
Ekstra Bladet har i kølvandet på den nye udmelding fra Normal været i kontakt Matas, der er den største konkurrent på det danske marked.
Her fortæller Informations- & miljøchef Henrik Engberg Johannsen, at de ikke kan sige ret meget før i morgen.
- Vi udsender kvartalsregnskab i morgen, og her forholder vi os naturligvis til konkurrencesituationen, men det er vigtigt at understrege, at det ikke specifikt er forholdet til Normal, som vi forholder os til. Det er hele konkurrencesituationen, siger han til Ekstra Bladet.
Normal har vokset eksplosivt, siden den blev stiftet for over fire år siden. I 2013 var omsætningen 10 millioner, mens den i 2016 lød på hele 665 millioner.
Omvendt er det gået den stik modsatte vej for Matas. I oktober måtte butikskæden udsende en fondsbørsmeddelelse, hvor de nedjusterede forventningerne til årets omsætning og indtjening efter svigtende sommersalg.
I en fondsbørsmeddelelse skrev selskabet, at de i stedet for en omsætningsvækst på 1-3 procent nu forventede et fald på mellem 0 og 2 procent i salget.
Samtidig blev prognosen for driftsresultatet justeret.
Den lød tidligere på en forbedring af sidste års resultat på 551 millioner kroner, men nu regner ledelsen i stedet med at lande et sted mellem 440 og 470 millioner kroner.