Søndag aften er der risiko for regn og tordenbyger, men sommeren rammer Danmark i næste uge.
Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Mette Wagner.
- Der kommer nogle byger, og de er allerede startet i Jylland, fortæller hun og tilføjer, at bygerne vil bevæge sig mod den øvrige del af Danmark i løbet af aftenen.
Der er dog ikke udsigt til, at et skybrud vil ramme Danmark, fortæller Mette Wagner, som kalder bygerne for 'småtteribyger', hvor der højst vil falde omkring 2-3 milimeter.
- Vi sidder og venter på, hvordan det udvikler sig. Der kan komme en enkelt tordenbyge, fortæller den vagthavende meterolog.
Sommeren på vej
Selvom søndagen byder på småbyger, så ser slutningen af næste uge lovende ud på solkontoen.
- Vi starter ud torsdag, hvor vi sniger os op på en sommerdag med temperaturer på omkring 25 grader, fortæller Mette Wagner.
Inden solen for alvor rammer Danmark, skal vi dog lige igennem et par dage med lavere temperaturer og risiko for enkelte byger.
- Man vil stå op til en blå skyfri himmel, mens der senere på dagen kan snige sig enkelte skyer og byger ind, forklarer hun og tilføjer, at temperaturen vil ligge mellem 16-21 grader.