Tordnede mod politikere: Nu selv konkurs med stor skattegæld

Mens den tidligere Venstre-politiker Nick Allentoft oparbejdede stor skattegæld i sit firma, brugte han midler på kasinospil. Nu har han fået konkurskarantæne

Debattør og forfatter Nick Allentoft er blevet idømt konkurskarantæne i to år, efter hans selskab i 2017 gik konkurs med en stor gæld til SKAT. Foto: Morten Lau-Nielsen
Debattør og forfatter Nick Allentoft er blevet idømt konkurskarantæne i to år, efter hans selskab i 2017 gik konkurs med en stor gæld til SKAT. Foto: Morten Lau-Nielsen

I 2018 udgav chefredaktør og debattør Nick Allentoft den samfundskritiske bog ’Velfærdsillusionen – om et samfund i krise’ og gav i den forbindelse interviews til flere store aviser.

Her beskyldte han politikerne for 'grov manipulation af offentligheden' og hævdede, at mange borgere i Danmark ikke får den sociale tryghed, de betaler for med deres skattekroner.

- Så smadrer vi hele grundlaget for vores velfærdssamfund. Det siger sig selv: Hvorfor skal jeg betale halvdelen af min løn til fællesskabet, hvis jeg ikke selv får hjælp, når jeg har brug den?, lød det i et interview med Politiken fra Nick Allentoft, som er tidligere byrådsmedlem for Venstre i Furesø Kommune.

Men nu viser det sig, at Nick Allentofts egen omgang med statskassens midler ikke ser alt for heldig ud. 

Få en hurtig gennemgang af fem af Danmarks største konkurser her

I efteråret 2017 gik hans firma Mediehuset Denoffentlige Aps konkurs med en stor gæld til SKAT. Og her begik Nick Allentoft som direktør så grove fejl, at han for få måneder siden blev idømt konkurskarantæne i to år af Sø- og Handelsretten.

 - Jeg er ikke enig i afgørelsen, men det er, som det er. Jeg kan ikke rigtig sige noget, siger Nick Allentoft.

Konkurskarantæner gives til direktører, som har udvist "groft uforsvarlig forretningsførelse" og derfor vurderes uegnede til at deltage i ledelsen af en virksomhed.

Stor gæld til SKAT
Det konkursramte firma drev mediet DenOffentlige.dk, der skriver om landets offentlige sektor. Her var Nick Allentoft både chefredaktør og adm. direktør.

Inden selskabet blev taget under konkursbehandling, var der oparbejdet en gæld til SKAT på mere end 500.000 kr., fordi der ifølge Sø- og Handelsretten i strid med skatteloven hverken blev afregnet skat, moms eller arbejdsmarkedsbidrag.

- SKAT er i strid med reglerne blevet brugt som selskabets kreditfacilitet med betydelige tab til følge, står der i afgørelsen om konkurskarantæne.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Nick Allentoft var i foråret 2019 på forsiden af Jyllands-Posten med et opråb til folk om at stemme blankt ved det kommende folketingsvalg. Foto: Thomas Lekfeldt
Nick Allentoft var i foråret 2019 på forsiden af Jyllands-Posten med et opråb til folk om at stemme blankt ved det kommende folketingsvalg. Foto: Thomas Lekfeldt

Men heller ikke den store gæld eller rodet med afregningerne til SKAT har Nick Allentoft ønsket at kommentere.

- Jeg vil ikke svare på de der spørgsmål. Du kan bare lave din historie, siger debattøren, som modtog en regning på 75.000 kr. til dækning af statskassens udgifter i forbindelse med sagen om konkurskarantæne. Den skulle betales indenfor 14 dage, men mere end fire måneder senere har Nick Allentoft endnu ikke sendt pengene, fortæller han.

Penge til onlinekasino
Hans ugerninger som direktør i Mediehuset Denoffentlige ApS stopper dog ikke med skattegælden. 

Ifølge afgørelsen i Sø- og Handelsretten trak Nick Allentoft store beløb ud af selskabet i perioden op til konkursen, mens gælden til SKAT fik lov at vokse.

Omkring 50.000 kr. blev overført til online-kasinoet 888, og der blev samtidig lavet kontanthævninger for 45.000 kr. Desuden blev der brugt 6500 kr. på elektronisk udstyr, som angiveligt ikke siden er vendt tilbage til konkursboet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

I januar 2019 gik endnu et af Nick Allentofts selskaber konkurs. Her pågår der netop nu en undersøgelse af, om der skal startes en ny sag om konkurskarantæne. Foto: Morten Lau-Nielsen
I januar 2019 gik endnu et af Nick Allentofts selskaber konkurs. Her pågår der netop nu en undersøgelse af, om der skal startes en ny sag om konkurskarantæne. Foto: Morten Lau-Nielsen

Ifølge retsdokumenterne har Nick Allentoft overfor kuratoren i konkursboet, Boris Frederiksen, forklaret, at pengene til 888 ”vedrørte et researchprojekt til afsløring af algoritmerne på onlinekasinoer”. Men selvom kuratoren har bedt om dokumentation for dette, har han ikke modtaget den, fremgår det.

- Jeg har ingen kommentarer til det der, siger Nick Allentoft til Ekstra Bladet omkring udgifterne til online-kasinoet.

- Du har selv skrevet kritisk om brugen af offentlige midler. Er det ikke ironisk, at netop du ender i sådan en sag, hvor dit selskab bruger penge på kasinospil i stedet for at betale af på gælden til SKAT?

- Jo, måske, lyder det fra Allentoft, som ikke ønsker at kommentere yderligere.

Ny konkurs
Kort tid inden konkursen i 2017 overførte han aktiviteterne fra sit medie til et nyt selskab, Allentoft Holding, som også var ejet og drevet af Nick Allentoft selv.

Men i januar 2019 blev også dette selskab taget under konkursbehandling, fordi det ikke kunne betale sin gæld, viser dokumenter, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Blå bog - Nick Allentoft

Født i 1971

Uddannet journalist og tidligere chefredaktør på mediet Den Offentlige, som han selv stiftede i 2013.

Tidligere medlem af byrådet i Furesø Kommune for Venstre i årene 2010 til 2013. I den sidste periode var han løsgænger

Udgav i 2018 den samfundskritiske bog 'Velfærdsillusionen - om et samfund i krise'

Tog initiativ til en Facebook-gruppe, som opfordrede folk til at stemme blankt op til Folketingsvalget i juni 2019

Har været direktør i seks selskaber, som enten er under konkursbehandling eller er gået konkurs

Ifølge en redegørelse fra maj 2019 er der anmeldt krav i det nye konkursbo for næsten 1 mio. kr.

Samtidig fremgår det, at kurator Gunvor Sundgaard Happe undersøger, om der skal indledes endnu en sag om konkurskarantæne mod Nick Allentoft. Den undersøgelse er endnu ikke afsluttet, oplyser kuratoren til Ekstra Bladet.

Nick Allentoft har ikke ønsket at kommentere udsigterne til en mulig ny sag om konkurskarantæne.

Siden muligheden for at idømme konkurskarantæne blev indført i Danmark i 2014, er mere end 2500 personer blevet idømt straffen, viser tal fra Erhvervsstyrelsen.

115 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere