Fredag aften lokal tid har kraftige storme og mindst én tornado ramt den amerikanske delstat Mississipi.
Det meldes, at mindst 21 personer er omkommet, mens hustage er blevet flået af, skriver CNN.
Stormene var også skyld i, at mere end 100.000 hjem og virksomheder stod uden strøm i både Alabama, Tennessee og Mississippi.
Som reaktion på ødelæggelserne i Mississippi har staten aktiveret sin medicinske støtteindsats. Det omfatter ekstra ambulancer og andre nødressourcer til dem, der er berørt af de dødbringende storme. Det tweetede Mississipis guvernør, Tate Reeves, sent fredag.
Udslettet
En tornado ramte byerne Silver City og Rolling Fork. Den sidstnævnte by er ifølge en indbygger så godt som udslettet efter tornadoens raseren.
- Jeg har aldrig set noget lignende, sagde indbyggeren Brandy Showah til CNN.
- Det var en skøn lille by, og nu er den væk.
Tornadoen bevægede sig med godt og vel 80 km/t fredag aften, og der blev registeret mindst 13 dødsfald i Sharkey County, hvor Rolling Fork ligger.
I den hærgede by ødelagde tornadoen huse og bygninger, rev træer op og el-ledninger ned i området, fortalte Brandy Showah til CNN.
Ifølge amerikanske Storm Prediction Center har der været mindst 11 rapporteringer om tornadoer over Mississippi og Alabama i løbet af de sidste 24 timer - inklusiv stormen, der ramte Rolling Fork.