Torsk uden ejer

Jordskredssejr: Folket har kåret Lars Løkke til Ekstra Bladets Nytårstorsk 2014 – og han er stolt, men bortrejst

Lars Løkke Rasmussen, Venstres leder og statsministerkandidat, er en suveræn vinder i kampen om at blive Ekstra Bladets Nytårstorsk 2014, og han er glad:

- Tak for torsken for andet år i træk. Jeg er stolt over, at jeg haler ind på Uffe Ellemann, om end torskene – måtte jeg forstå på ham sidste år – var større i hans tid, men da var Ekstra Bladets oplag jo også noget større.

Lars Løkke var oppe imod ni meget stærke kandidater, men for andet år i træk overstråler Lars Løkke alle andre.

Ventet

Resultatet kommer næppe som et chok for mange, for Lars Løkke har virkelig gjort sig umage i årets løb. Og ét sted var overraskelsen i den grad til at overskue.

Da jeg ringede til Lars Løkkes spindoktor, som hedder Christian Hüttemeier, for at overbringe de glade nyheder, lød hans første bemærkning:

- Ja, vi har ventet dit opkald.

- Nå, men så er det jo meget nemmere.

- Det er ikke nogen kæmpeoverraskelse. Lars har vel vundet med over 50 procent af stemmerne?

- Nah, men han har i hvert fald fået mere end dobbelt så mange som nummer to. Hvor skal vi overrække torsken, og hvornår vil det passe?

Her blev det så temmelig nedslående:

- Lars er bortrejst, men han vil gerne tage imod torsken senere.

- Er han på Færøerne igen, som han var det sidste år?

- Han er i hvert fald ikke i København, og du kan ikke komme til at give torsken til ham nu.

Personligt synes jeg, det er meget ubetænksomt. Når de nu vidste, at Lars Løkke ville vinde den store fisk, så kunne han jo være i byen til overrækkelsen, ikke?

Kleppert
Nå, men torsken var bestilt, og jeg var iført smoking, butterfly og balsko til overrækkelsen, og det skulle jo ikke gå til spilde.

Fotografen og jeg drog til Christiansborg. Vi havde vel egentlig ikke forhåbninger om at finde Lars Løkke, og det gjorde vi da heller ikke.

Til gengæld fik en flok japanske turister nogle særprægede billeder med hjem, mens jeg stod med torsken i favnen.

En ordentlig kleppert. Over otte kilo. 980 kroner kostede den. Jeg tror ikke, de var meget større i Uffe Ellemanns tid.

Mens den glade vinder ikke var at få i tale, sendte han i det mindste nogle ord. Han vil servere Ekstra Bladets torsk til LøkkeFondens torskegilde i København 10. januar og senere også være vært i Thyborøn.

– Sidste år gav det 150.000 kr. til fondens arbejde for at få drenge væk fra kanten og tilbage i fællesskabet. Du er naturligvis velkommen, og jeg sætter min lid til, at Ekstra Bladet også næste år står for en enkelt af de mange torsk, der fortæres til fordel for blandt andet Drenge-Akademiet, meddeler Lars Løkke.

Det sidste er vel i høj grad op til Lars Løkke selv, men man kan nok have en fornemmelse af, at han ret ubesværet kan score flere torsk.

Dyr mand
Når vi til den tid overrækker torsken til Lars Løkke, handler det ikke om den torsk, jeg viste frem foran Christiansborg i går. Den blev afleveret i Fedtekælderen på Christianshavn, hvor hjemløse vil få glæde af den.

Der bliver købt en ny – selv om Lars Løkke efterhånden er en dyr mand i torsk for Ekstra Bladet – og til den tid vil vi også bringe navnene på de tre deltagere i afstemningen, der har vundet en gavekurv til 700 kroner og de 20, der har vundet en T-shirt med Ingemanns smukke torsketegning.

1 af 3 Tegning: morten ingemann
2 af 3 Ekstra Bladets medarbejder med Lars Løkkes torsk. Det er torsken forrest.
3 af 3 
0 kommentarer
Vis kommentarer