Torsken er hjemme

Finansminister Kristian Jensen er vendt tilbage fra Norge og fik i går de synlige beviser på, at han er Ekstra Bladets Nytårstorsk 2018

Ekstra Bladets Nytårstorsk 2018, finansminister Kristian Jensen, står stolt med det særdeles synlige bevis på sin sejr. Foto: Tariq Mikkel Khan
Ekstra Bladets Nytårstorsk 2018, finansminister Kristian Jensen, står stolt med det særdeles synlige bevis på sin sejr. Foto: Tariq Mikkel Khan

I almindelighed er det ikke nogen fornøjelse at stå med en stor torsk i hænderne en vinterdag. Fisken er typisk både kold, klistret og fedtet, og det kan jeg sige med en vis vægt, for ikke færre end 15 gange tidligere har jeg haft det betroede hverv at uddele Ekstra Bladets Nytårstorsk.

Derfor var det en helt særlig oplevelse at aflevere den til finansminister Kristian Jensen (V). Aldrig før har jeg oplevet, at det eftertragtede trofæ er blevet modtaget med så stor begejstring.

Overrækkelsen foregik i Finansministeriets smukke gård, og jeg nåede end ikke at hente den store fisk ud af plastiksækken, før ministeren selv greb torsken, løftede den op og holdt den med et sikkert greb, mens han tilkastede den et kærligt blik.

– Det ser ud, som har du gjort det mange gange før.
– Man er vel vokset op i Lemvig.

Suveræn
Kristian Jensen skulle egentlig have haft fisken på årets næstsidste dag, men da læsernes stemmer var talt, og vinderen kunne kåres, befandt han sig særdeles ubelejligt i Norge.

Sejren kom nok også uventet, for han var oppe mod uhyre stærke konkurrenter som for eksempel den forhenværende direktør for hvidvaskeriet Danske Bank, Thomas Borgen, og kvotekongernes ferieven, statsminister Lars Løkke (V).

De landede på henholdsvis anden- og tredjepladsen, men begge havde flere hundrede stemmer op til den suveræne vinder, der fik 20 procent af stemmerne.

Kristian Jensen skiller sig ikke blot ud ved sin overlegne håndtering af torsken. Han er også den første, der er blevet kåret til Ekstra Bladets Nytårstorsk på grund af en indsats, der ligger en halv snes år tilbage.

Han er manden, der som skatteminister indledte den ’effektivisering’ af det danske skattevæsen, som gør, at vi nu står med et væsen, der stort set ikke virker.

Kristian Jensen henter med begejstring torsken op af sækken. Til venstre Ekstra Bladets torskeredaktør med to flasker snaps og Morten Ingemanns tegning, som også er en del af præmien. Foto: Tariq Mikkel Khan
Kristian Jensen henter med begejstring torsken op af sækken. Til venstre Ekstra Bladets torskeredaktør med to flasker snaps og Morten Ingemanns tegning, som også er en del af præmien. Foto: Tariq Mikkel Khan

Beskeden
Kristian Jensen påpegede i en mail fra Norge, at han syntes, han måtte dele æren med sine otte efterfølgere som skatteministre.

Her er han for beskeden. Efterfølgerne på posten burde have ryddet op, men Kristian Jensen var manden, der indledte smadringen af SKAT, og han er da også med fem et halvt år den skatteminister i dette årtusind, som har siddet længst.

– SF’s Jonas Dahl var skatteminister i halvanden måned. Hvis I skulle dele torsken, hvor stor en del synes du så, han skulle have?
– Ja, han kunne vel få bugfinnen her ...

– Netop.

Historisk
Her kastede Kristian Jensen igen et fornøjet blik til torsken.

– Hvad føler du nu?
– Det er jo historisk. Jeg er stolt over at gå i fodsporene efter så store forbilleder som Uffe Ellemann og Lars Løkke med flere.

– Stræber du efter at score torsken igen?
– Nej, det har jeg ikke ambitioner om.

– Nu har jeg prøvet det. Nu synes jeg, andre skal have lov til at få fornøjelsen og æren.

– Det er stort af dig. Tillykke med den.
– Tak.

Finansministeren spiser ude de næste par dage, så torsken vil komme til at glæde Københavns hjemløse.

– Vi overvejede at give den til skatteministeriets kantine, men vi tror, at der er andre, som er mere trængende.

Tegning: Morten Ingemann
Tegning: Morten Ingemann

42 torsk

1977 Folketingsmedlem Inge Krogh

1978 Folketingsmedlem René Brusvang

1979 Sømandsformand Preben Møller Hansen

1980 Partistifter Erhard Jakobsen

1981 Aalborg-borgmester Marius Andersen

1982 Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen

1983 Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen

1984 Trafikminister Arne Melchior

1985 Indenrigsminister Britta Schall Holberg

1986 Skatteminister Isi Foighel

1987 DBU-formand Carl Nielsen

1988 Folketingsmedlem Mogens Camre

1989 Sundhedsminister Elsebeth Kock-Petersen

1990 Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen

1991 Folketingets formand H. P. Clausen

1992 Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen

1993 Politidirektør Poul Eefsen

1994 Trafikminister Kaj Ikast

1995 Kulturminister Jytte Hilden

1996 Statsminister Poul Nyrup Rasmussen

1997 Partileder Uffe Ellemann-Jensen

1998 Statsminister Poul Nyrup Rasmussen

1999 Økonomiminister Marianne Jelved

2000 Statsminister Poul Nyrup Rasmussen

2001 Folketingsmedlem Keld Albrechtsen

2002 Borgmester Peter Brixtofte

2003 Folketingsmedlem Jacob Buksti

2004 Prins Joachim

2005 Ejendomsmægler Hanne Nørrisgaard

2006 Imam Abu Laban

2007 Folketingsmedlem Jørgen Poulsen

2008 Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech

2009 Borgmester Klaus Bondam

2010 Miljøminister Karen Ellemann

2011 Statsminister Helle Thorning-Schmidt

2012 Statsminister Helle Thorning-Schmidt

2013 Partileder Lars Løkke Rasmussen

2014 Partileder Lars Løkke Rasmussen

2015 Folketingsmedlem Carl Holst

2016 Europa Parlaments-medlem Morten Messerschmidt

2017 Udenrigsminister Anders Samuelsen

2018 Finansminister Kristian Jensen

50 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere