Der er landet en aftale mellem luftfartsselskabet SAS og selskabets piloter om en ny overenskomst.
Det erfarer flere medier, herunder TV 2, DR og NRK.
Dog hersker der efter nyheden kom ud stadig meget tvivl om, hvorvidt den aftale er på plads eller ej.
Carsten Dilling, der er bestyrelsesformand i SAS, sagde til det svenske medie Dagens Industri omkring klokken 21, at man blot manglede det sidste.
- Vi har en aftale. Nu skal vi bare få det sidste på plads, sagde han.
Dog var kommunikationsdirektør fra SAS Karin Nymann efterfølgende ude at sige til norske DN, at det ikke er tilfældet og dementerede Carsten Dillings tidligere udtalelse.
- Der er ingen aftale på plads endnu, siger hun til mediet.
I en pressemeddelelse, som SAS sendte ud 21.29, oplyser flyselskabet, at der ikke er underskrevet en aftale endnu.
'Selv om mæglingsprocessen er gået i den rigtige retning, er ingen aftale underskrevet mellem de to parter', skriver SAS.
'Med henvisning til spekulationer i medier vil SAS gerne tydeliggøre, at ingen aftale er underskrevet', afslutter flyselskabet sin pressemeddelelse.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Kan arbejde tirsdag
Aftalen, der efterfølgende er stor forvirring om er landet eller ej, løber ifølge DR Nyheders oplysninger frem til september 2027 og giver piloterne en øvre arbejdstid på 60 timer om ugen.
Derudover skriver mediet, at de piloter, som blev fyret under coronapandemien, bliver genansat, hvilket har været en et krav fra piloterne.
Ifølge DR kan piloterne allerede genoptage arbejdet tirsdag.
Strejket i 14 dage
Aftalen lander, efter tæt på 1000 piloter fra Danmark, Norge og Sverige har strejket siden 4. juli, fordi parterne før ikke har kunnet nå til enighed.
Strejken har blandt andet forårsaget, at omkring halvdelen af daglige afgange med SAS-fly er blevet aflyst.
Forhandlingerne har været udskudt over flere omgange. Sidst søndag gik parterne hvert til sit efter 33 timer rundt om forhandlingsbordet.
Omkostninger i millionklassen
Det har langt fra været billigt for SAS, at piloterne har strejket.
Torsdag kom det frem, at strejken har kostet SAS op mod 900 millioner kroner, hvilket svarer til et tab på omkring 90 millioner kroner om dagen, siden strejken begyndte.
- Strejken bringer i sidste ende virksomhedens overlevelse i fare, sagde SAS-topchef Anko van der Werff.