Træt af svinende strandgæster: Vil have du betaler for det

Det skal være dit postnummer, der afgør, om du skal betale for at parkere din bil ved Gentoftes strande, mener Andreas Weidinger fra kommunens byråd

Bellevue Strand er en magnet for gæster fra nær og fjern.Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Bellevue Strand er en magnet for gæster fra nær og fjern.Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Når varmen melder sig, kan det være fristende at slå et smut forbi landets strande og tage en dukkert.

Men hvis du havde udset dig en strand inden for Gentoftes grænser, skal du nok se at komme afsted.

For det kan snart blive dyrere for dig, der ikke har bopæl i det attraktive område nord for København. Svinende gæster og hasarderede bilister har nemlig fået Andreas Weidinger (K) op af stolen.

- Vi har problemer med, at folk parkerer og kører meget hasarderet i området omkring Bellevue. Og det er et stort problem. Derudover ligger der cigaretskod overalt på stranden, og det synes jeg bare ikke er en del af det at skulle have en god strandoplevelse, siger Andreas Weidinger.

Svinende gæster kommer udefra
Og disse problemer er ifølge det konservative byrådsmedlem skabt af folk, der krydser kommunegrænsen for at komme på egnens lækre strande.

- Hvis man bor i Gentofte, er det sjældent, at man kører i bil til stranden, for så vil man gerne cykle derned. Det er der ikke så mange, der gør, fordi det er så usikkert at færdes dernede. Bare ved at gå til Bellevue og tale med folk fremstår det ret klart, at det er folk udefra.

- Det er lidt en offentligt kendt hemmelighed, at vi i Gentofte ikke bruger stranden selv, fordi det desværre ikke er et trygt sted at være.

Vejen til tryghed kommer ved at gøre tre ting, mener Weidinger. Stranden skal gøres røgfri, og gæsterne skal have penge op af lommen, hvis de vil parkere bilen ved strandene. Begge dele skal håndhæves af en strandpatrulje.

Beløbet for parkering er endnu ikke fastlagt. Et forsigtigt bud fra Weidinger er, at det ikke vil være urealistisk med en pris i omegnen af 50 kroner i timen eller endda højere. Prisen skal kun betales af gæster, da Gentoftes borgere i tilfælde af p-afgifter vil kunne få en gratis beboerlicens.

- Går du til valg på, at der skal være højere skatter i Gentofte Kommune?

- Nej, det gør jeg ikke.

- Men du går til valg på at indføre p-afgifter i Gentofte Kommune?

- Jeg foreslår, at man skal kunne lave p-afgifter for Bellevue, ja.

- Så det skal være dyrere at være dansker, hvis man vil besøge Gentoftes strande?

- Hvis man gerne vil køre hen med sin bil og parkere ved Bellevue, ja, så skal man betale for det – ligesom man betaler for at gøre det i København.

- Kan du forstå, hvis nogen synes, det ser ud, som om de pæne borgere i Gentofte vil have stranden for sig selv?

- Hvis man synes det, har man i hvert fald ikke hørt efter, hvad der bliver sagt. Vi vil meget gerne have, at der er andre borgere, der kommer. Og de er virkelig velkomne. Man skal egentlig bare opføre sig ordentligt, når man kommer. Det er det, vi opfordrer til.

Over for Sjællandske Medier undrer det radikale kommunalbestyrelsesmedlem Kristine Kryger sig over Weidingers beskrivelse af Bellevue.

- Jeg føler mig altid meget velkommen. Bellevue har altid været en strand, som har tiltrukket folk udefra, og de skal blive ved med at føle sig velkomne. Det vil være dejligt med røgfri strande, men så skal du også kunne sanktionere. Jeg synes, at det vil være for voldsomt at indsætte en strandpatrulje til at gå rundt, siger hun til Sjællandske Medier.

Mediet oplyser videre, at Gentofte Kommune i sommersæsonen 2020 brugte 200.000 kroner på oprydning pr. strand.

Betalende gæster må godt
Bliver forslaget vedtaget, vil du som gæst skulle have penge op af lommen, hvis du kommer i bil og blot vil dase på stranden - medmindre du bor i Gentofte Kommune selvfølgelig.

Du vil dog slippe for det, hvis du har penge med til lokalområdets restauranter eller Bellevue Teater.

- Jeg synes selvfølgelig, at man skal gøre noget for folk, der skal i Bellevue Teater eller skal bruge restauranterne omkring. Der laver man selvfølgelig en ordning, hvor de kan parkere, hvis de skal ind og bruge restauranten eller teater, siger Andreas Weidinger.

Det kunne være en løsning, som man kender det fra storcentre, hvor man kan få gratis parkering, hvis man skal ind og se en film eller lignende.

Advokat Jan Leth Christensen har ved sin grund sat højtaler og kamera op samt et skilt, der reklamerer med offentliggørelse af billeder af dem, der opholder sig på stranden: