Anja Vilhelmsen er rengøringstekniker på Herlev Hospitals akutmodtagelse, hvor hun sørger for at rengøre isolationsstuer, så de er klar til patienter.
- Vi er dem, der stopper smitten og stopper spredningen, siger Anja Vilhelmsen og fortsætter:
- Hvis ikke vi var der for at gøre rent, så kunne læger og sygeplejersker ikke gøre, hvad de gør i dag. De ville ikke kunne gå ind på stuerne og hjælpe de patienter, der har brug for hjælp.
På akutmodtagelsen kommer alle typer af patienter ind. Det er derfor ikke muligt på forhånd at vide, om patienten er smittet med coronavirus, hvorfor de isoleres på isolationsstuer.
- Vi må tage alle, som om det er en med corona, for at være sikker, siger Anja Vilhelmsen.
Travlhed på stuerne
Ekstra travlhed under coronakrisen er noget, som Anja Vilhelmsen kan nikke genkendende til på Herlev Hospital.
- Nogle gange når man kun lige ud af en stue, så får man en ny, fortæller hun.
- Der er nogle dage, hvor jeg kommer hjem fra arbejde og tænker 'hvad har jeg drukket i dag', fordi der har været så travlt.
Isolationsstuerne bruges mere hyppigt under coronakrisen, og risikoen for coronapatienter kræver nye retningslinjer og ekstra grundig rengøring på stuerne.
- Vi skal bruge engangsting. Vi må ikke bruge klude eller mopper, som kan blive vasket bagefter. Det hele skal smides ud. Vi skal først vaske med engangs-universalklude, og herefter skal vi gøre det igen med blå klude, forklarer Anja Vilhelmsen.
En presset situation
Anja Vilhelmsen har svært ved at følge med i alle de nye informationer og retningslinjer, der kommer på hospitalet på grund af coronavirus.
- Der er så mange ting, man ikke får at vide, fordi tingene sker meget hurtigt herude. Det samme gælder for hele afdelingen. Det er jo klart, når det er så presset en situation.
- De forhold, vi har for tiden, de er jo ikke sjove. Det er stressende, og kollegerne er bange, fortæller hun.
Anja Vilhelmsen er ikke bange for at blive smittet med coronavirus, når hun går på arbejde, da hun hverken har tæt kontakt med patienter og har værnemidler til rådighed.
- Jeg tænker mere på familie og venner i forhold til, hvis jeg skulle have noget.