Tre elever bortvist: Gennembankede 13-årig dreng i skolen

Sparket i hovedet og på kroppen: Den 13-årige har været ved at miste 80 procent af synet på det ene øje

Tre elever fra Løjt Kirkeby Skole i Sønderjylland er netop blevet bortvist efter at de angiveligt har gennembanket en 13-årig dreng.

Overfaldet på den 13-årige skete mandag eftermiddag og nu har skolens leder, Merete Gissel, valgt at smide de tre drenge ud af skolen af hensyn til de andre elever og sagens alvor.

Faderen til den 13-årige overfaldne dreng, Michael Jakobsen, siger til Ekstra Bladet, at sagen er blevet anmeldt til politiet.

Har fået psykologhjælp
- Det her er ikke bare en sag, vi kunne tale os igennem over køkkenbordet. Min søn er blevet sparket og slået i hovedet og på kroppen. Han har været i overhængende fare for at miste 80 procent af synet på det ene øje og han har fået hjernerystelse, siger Michael Jakobsen.

Den 13-årige dreng har måttet have psykologhjælp og han er stadig dybt påvirket af situationen.

- Min søn er fortsat dybt chokeret og lige nu kan han slet ikke tåle, når der sker noget uforudset, siger Michael Jakobsen til Ekstra Bladet.

Chikaneret alt og alle
Michael Jakobsen siger også, at de tre nu bortviste elever gennem flere år har chikaneret og og tyranniseret ikke blot hans søn, men en lang række andre elever på skolen.

- For at sige det lige ud, så er det tre møgunger, der har været efter stort set alle de andre børn på skolen. Vi er flere forældre, der har overvejet at tage vores børn ud af skolen på grund af dem.

Nu er de tre heldigvis blevet smidt ud - og det har jeg det rigtig fint med. Jeg har fået mange sympati-tilkendegivelser fra andre forældre, som er meget tilfredse med skolens håndtering af sagen, siger Michael Jakobsen.

Mor utilfreds med udsmidning
Betina Carstens, der er mor til en af de bortviste elever, er stærkt utilfreds med, at hendes søn er blevet smidt ud.

- Min søn var til stede på skolen, hvor han gav den 13-årige en 'vasker' i sneen. Men han har ikke været en del af det grove overfald, siger Betina Carstens til dagbladet JydskeVestkysten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Betina Carstens, der ifølge hendes kæreste, er på ferie i udlandet med sin søn.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra skolens leder, Merete Gissel, som er på kursus fredag.

Til JydskeVestkysten siger skolelederen, at eleverne er blevet tvangsudskrevet og at det er sket før politiet har afsluttet efterforskningen.

- Det er underordnet, for vi har kunnet konstatere, at hændelsen fandt sted og at de tre elever var involveret, fastslår skolelederen.

Truet med kniv
På Mørkhøj Skole i Gladsaxe blev en elev i sidste uge bortvist med øjeblikkelig virkning, efter han havde truet jævnaldrende dreng med en urtekniv.

Se også: Syvårig jagtede kammerat med urtekniv

I Danmarks Lærerforening ser man episoden som ganske usædvanlig, men understreger, at der den seneste tid er sket en forråelse i folkeskolen.

- Det er noget, vi ser i stigende grad - både grimt sprog og voldelig adfærd, siger næstformand i Lærerforeningen Dorte Lange og peger på kravet om inklusion som en del af årsagen.

- Vi går ind for inklusion, men problemet er, at der ikke følger tilstrækkelig støtte med, når elever med vanskeligheder rykker ind i de almindelige klasser. Det presser lærerne, for det betyder, at de ikke har tid til at lave de relationer, der er nødvendige i en folkeskolen. Og det øjeblik, barnet bliver fortvivlet over situationen, reagerer det, siger Dorte Lange og kalder det 'dybt ulykkeligt', når det når så langt ud.

 

Er eleverne i de danske folkeskole blevet hårdere og grovere imod hinanden - og i givet fald hvorfor ?

Kom med din mening i debatten i kommentarfeltet.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere