Tre personer døde efter at have spist naturlægemiddel

Der er tale om naturlægemidlet 'Husk Psyllium-frøskaller', hvori der er blevet fundet salmonella, oplyser Statens Serum Institut. Virksomheden bag tilbagekalder nu alle produkter med midlet

Opdatering: Sent torsdag aften har Orkla Care A/S meddelt, at de tilbagekalder alle produkter med naturlægemidlet Husk grundet salmonellaudbruddet.

Tre personer er døde med salmonella, efter at de har spist naturlægemidlet 'Husk Psyllium-frøskaller - kapsler'.

Det oplyser Statens Serum Institut, SSI, i en pressemeddelelse.

I alt er 33 personer i alderen to til 92 år blevet påvist syge med den samme type salmonella, og flere har været alvorligt ramt, fremgår det af pressemeddelelsen.

19 personer har således indtil videre været indlagt, og tre personer, hvor man har påvist den pågældende salmonella, er altså afgået ved døden.

'Det er et alvorligt og stort udbrud med mange syge og både indlagte og dødsfald. Derfor vil vi gerne opfordre alle, der har HUSK-produkter hjemme hos sig, til at tjekke, om de ligger inde med nogle af de ramte produkter,' udtaler epidemiolog Luise Müller fra SSI.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen ...

Hvad skal jeg tjekke?

Du bør tjekke, om du ligger inde med:

  • Naturlægemiddel HUSK Psyllium-frøskaller, kapsler
  • Kosttilskuddet HUSK Psyllium Mavebalance Basic, kapsler

Du kan finde billeder og batchnumre på de tilbagekaldte produkter her.

Kilde: Statens Serum Institut.

Har tilbagekaldt produkter
SSI har i samarbejde med Lægemiddelstyrelsen, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet undersøgt salmonella-udbruddet. Fælles for de syge var, at de viste sig alle at have indtaget naturlægemidlet.

Orkla Care A/S har tilbagekaldt flere produkter, og myndighederne opfordrer nu kraftigt folk til at tjekke, om de ligger inde med nogle af de ramte HUSK-produkter.

'Det er første gang, at vi har kunnet udpege et naturlægemiddel som årsag til et salmonellaudbrud,' siger Luise Müller.

'De, der tager det her produkt, er ofte folk, der i forvejen har maveproblemer. Jeg er derfor bekymret for, at salmonellainfektionen ikke bliver påvist, fordi personerne eller deres læge tror, at symptomerne på salmonellainfektionen stammer fra deres eksisterende maveproblemer'.

Har man produktet derhjemme, skal man tjekke, om de stammer fra et af de batches, som Orkla Care A/S har trukket tilbage, opfordrer SSI. Batchnummeret står trykt på beholderen.

Har man produkter fra de pågældende batches, bør man enten smide dem ud eller levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt.

Skriv til journalist Helle Kastholm, hvis du har oplysninger, hka@eb.dk

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har spist et af produkterne?

'Selvom man skulle have spist de pågældende HUSK Psyllium-frøskaller, naturlægemiddel, kapsler eller HUSK Psyllium Mavebalance kosttilskud, kapsler, anses risikoen for at man er smittet med salmonella, for lille.

Som oftest er symptomerne på salmonella milde og går over af sig selv. Hvis man får vedvarende symptomer eller har tvivlsspørgsmål, kan man henvende sig til sin egen læge.'

Kilde: Statens Serum Institut.