Treårige Gustav kræftsyg: Nu er han smittet med covid-19

Svenske Gustav på tre år er det første barn i behandling for leukæmi, som også er blevet smittet med covid-19

Gustav bevarer sit gode humør, fortæller hans far. Privatfoto
Gustav bevarer sit gode humør, fortæller hans far. Privatfoto

De sidste seks måneder har været hårde for svenske familien Loveryd, for i den periode har det kun treårige medlem af familien, Gustav, kæmpet mod leukæmi.

Det skriver Aftonbladet.

I forrige uge blev familien om muligt endnu mere presset, da Gustav blev diagnosticeret med covid-19.

- Lægerne har beroliget os, men ingen ved egentlig, hvordan han kommer til at klare det, siger faren, Daniel Sletteberg Loveryd.

Gustav er vant til de sjove masker. Privatfoto
Gustav er vant til de sjove masker. Privatfoto
 

To år lang behandling
Gustavs behandling for leukæmi skal strække sig over to år, hvor han bliver behandlet med stærk cellegift. Den treårige har reageret godt på behandlingen, men den gør, at hans immunforsvar til tider når nær et nulpunkt.

Sådan en tid er det nu.

Gustav selv er ifølge familien en solstråle trods talrige besøg på hospitalet og sundhedspersonale iført underlige masker.

- Han er bare glad og ler. Det har han gjort hele tiden, siger en forundret Daniel.

- Han er glad, selv når han spytter sonden, han har haft gennem næsen, ud.

Gustavs søskende tager dog situationen en del mere alvorligt.

Håndeksem
De to søskende på henholdsvis otte og 12 år er meget bevidste om hygiejnen.

Med tanke på Gustav sørger de for at vaske hænder og spritte af ofte - faktisk så meget, at den otteårige har fået håndeksem.

Det er hovedsageligt Gustavs familie og ikke ham selv, som tager tingene tungt for tiden. Privatfoto
Det er hovedsageligt Gustavs familie og ikke ham selv, som tager tingene tungt for tiden. Privatfoto
 

Siden Gustav fik leukæmi, har familien ikke været blege for at dele de udfordringer, de står over for. Det har de gjort for at hjælpe andre forældre, som står i samme situation.

De har også startet en indsamling via den svenske børnecancerfond, som skal støtte forskning på området.

Vil hjælpe den næste
Det er uhyre vigtigt for familien, at de næste, der står i den triste situation, har bedre vilkår end dem selv.

- Al den forskning, som bliver lavet nu, kan hjælpe nogle andre i fremtiden. Selvom det ikke kommer til at hjælpe Gustav lige nu, så vil det hjælpe den næste, siger Daniel Loveryd.

For børn med cancer kan infektioner hurtigt blive alvorlige, hvis ikke de bliver behandlet med det samme.

Gustavs far frygter, at han får feber. Privatfoto
Gustavs far frygter, at han får feber. Privatfoto
 

Derfor har Gustav også regelmæssigt fået intravenøs behandling mod bakterie- og svampeinfektioner.

- Lægerne har sagt, at de ikke er urolige for ham lige nu. Men der er ingen, der har et endeligt svar.

- Det er uvished. Alle gætter bare lige i øjeblikket. Vi har lært de seneste seks måneder, at der kommer modgang, men det gælder om at være positiv. Og han har det stadig godt.

- Får han feber, kommer det nok til at være en anden situation, siger Daniel Loveryd.