Tro det eller ej: Nu er der risiko for lusket vejr

Sneen kan komme allerede natten til onsdag, lyder det fra DMI

Hvis du har påskeferie, kan du roligt nyde vejret indefra. Sneen kan vise sit hvide ansigt allerede natten til onsdag. Foto: Finn Frandsen/Ritzau
Hvis du har påskeferie, kan du roligt nyde vejret indefra. Sneen kan vise sit hvide ansigt allerede natten til onsdag. Foto: Finn Frandsen/Ritzau

Det gælder om at nyde søndagen så længe det varer, lige rundt om hjørnet er der på ny risiko for minusgrader, sne, og ja, ligefrem varsling om snefygning.

Sådan lyder påskeudsigten fra DMI.

- Resten af de lyse timer i dag søndag vil der stedvis være sol. Sandsynligheden er størst i Nordjylland, Nordsjælland og på Bornholm. Men det kan ændre sig hurtigt, siger Jesper Eriksen, vagthavende meteorolog.

Mandag vil der være rolige vindforhold med sol og enkelte byger samt tre-otte graders varme over hele landet.

Tirsdag frisker vinden op, og temperaturerne falder til mellem nul og fem graders varme.

- Og så kommer der nedbør mange steder. Det kan være slud eller tøsne, siger Jesper Eriksen.

Natten til onsdag kommer der spredte snebyger, og lokalt kan der komme snefygning.

- Hvis temperaturerne falder til minusgrader, og det sneer kommer der snefygning. Det er ikke hvert år, at vi kan sende sådan en varsling ud i slutningen af marts, siger Jesper Eriksen.

Onsdag tiltager vinden yderligere, og der vil ligeledes være sne eller slud.

Skal du smage på foråret, skal du syd for alperne, lyder det fra DMI:

- Stort set hele Norden har koldere vejr, end der er normalt for årstiden, siger Jesper Eriksen.

50 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere