Trods massiv kritik af indsamlings-show: Ikke flere penge til svage danskere

Selv om mange giver udtryk for, at man hellere skal støtte de organisationer, der gør gode ting for de svage i det danske samfund, end flygtningene fra Syrien, så lader det ikke til, at der er kommet flere penge i kassen hos de relevante organisationer

I aften ruller det store indsamlings-show 'Hjælp nu' over skærmen på TV2 og DR.
I aften ruller det store indsamlings-show 'Hjælp nu' over skærmen på TV2 og DR.

Kritikken væltede ind, da TV2 og DR annoncerede aftenens store indsamlingsshow 'Hjælp nu!', hvor der skal samles ind til at hjælpe de lande omkring borgerkrigshærgede Syrien, som er presset af den voldsomme flygtningestrøm.

Specielt på de to mediehuses Facebook-sider var der tryk på den retoriske kedel hos danskere, der mente, at man hellere skulle fokusere på at hjælpe vores 'egne' - de svage i Danmark - først.

Det samme har også været tilfældet i Ekstra Bladets kommentarsektioner 'Nationen!', når der har været artikler omhandlende hjælp til de syriske flygtninge.

Mange gav udtryk for, at de langt hellere ville støtte organisationer med dansk fokus.

Men betyder det så, at de danske hjælpeorganisationer, der har fokus på at hjælpe svage danskere, har modtaget flere bidrag, end de normalt plejer?

Se også: TV-chef i shit-storm: Væmmes når I samler ind til udlandet  

Ingen påvirkning af salg

Det kunne man foranlediges til at tro, men skal man tro en lang række hjælpeorganisationer, Ekstra Bladet har ringet rundt til, så er det ikke tilfældet. Flere vil ikke kobles sammen med den seneste polemik, men meldingen fra dem alle er dog, at alt har været, som det plejer.

Én af de svage grupper, som kritikerne i stor stil har brugt som argument, er de hjemløse i Danmark.

Hos 'Hus Forbi', der sælger hjemløse-aviser for at hjælpe de hjemløse, har man dog ikke haft en stigning i salget den seneste uges tid.

- Vi kører vores lille forening, som vi plejer. Det går udemærket med at sælge avisen, men jeg har bestemt ikke indtryk af, at showet har haft den store betydning i forhold til det. Det har ikke påvirket salget, fortæller formand Ove Abildgaard.

Se også: DR bruger 1 million licenskroner på Syrien-indsamling

Smålige og sure

Han mener i det hele taget, at kritikken af det store tv-show er ude af proportioner.

- De avissælgere, jeg har snakket med, synes ikke, der er noget som helst mærkeligt i, at der også samles ind til flygtninge, siger han og fortsætter:

- Kritikken af indsamlingen er ikke berettiget. Jeg tror, der ligger en politisk dagsorden, som jeg overhovedet ikke sympatiserer med, bag. Jeg har ikke indtryk af, at det segment (kritikerne, red.) støtter hjemløse heller. Jeg synes, man skal lade være med at være smålig og sur, og så lade andre, der gerne vil støtte en god sag, om det.

Den seneste uges tid har der blandt andet floreret billeder på Facebook, hvor der med kritik af flygtninge-indsamlingerne opfordres til at støtte blandt andet 'Hus Forbi'. Et af billederne, som er delt næsten 14.500 gange, kan du se her.

De billeder vil Ove Abildgaard ikke kendes ved.

- Vi har godt set, at nogen på Facebook har delt noget om at støtte andre sager end flygtninge, hvor vores logo er blevet brugt uden at spørge om lov, og der har vi overvejet et eller andet modskridt.

Se også: Støt flygtninge hos DR og TV2: Så mange mio. går til showet

'Business as usual'

En anden af de organisationer, Ekstra Bladet har været i kontakt med, er Ønskefonden, der arbejder med at opfylde ønsker for danske børn mellem tre og 18 år, som lider af livstruende sygdomme.

Heller ikke her har man fået flere penge i kassen den seneste tid.

- Det har vi ikke umiddelbart oplevet. Der har ikke været ekstra run på i forhold til den omtale, der har været, desværre. Det har bare været 'business as usual', fortæller Lars Høngaard, der er pressetalsmand og bestyrelsesmedlem i Ønskefonden.

Hos Ønskefonden har man læst om kritikken af 'Hjælp nu!'-showet, men om den er berettiget eller ej, vil man ikke blande sig i.

- Det har vi ingen holdning til. Vi samler ind til syge børn, og vi synes selvfølgelig, det er skrækkeligt, det der foregår i Syrien, men politiken omkring det blander vi os ikke i. Det er nok klogest, siger Lars Høngaard.

Kritik fra Frelsens Hær

Tidligere på ugen var hjælpeorganisationen Frelsens Hær ude at kritisere TV2 og DR for timingen af aftenens tv-show.

Det falder nemlig uheldigt i forhold til, at Frelsens Hær netop i dag er på gaden for at samle ind til danske hjemløse. En indsamling, der har været planlagt siden januar i år.

Her var frygten, at showet vil påvirke danskernes lyst til at smide lige så mange penge i raslebøssen, som de ellers ville have gjort.

Frustrationen kom blandt andet til udtryk i dette Facebook-opslag:

Handling bag ordene

Overfor Ekstra Bladet melder Frelsens Hær dog i dag om en vellykket indsamling.

- Generelt er vi blevet taget pænt imod i de mange husstande, vi har været hos. De er glade for indsamlingen. På vores Facebook-side er der rigtig mange, der skriver, at de er glade for, at vi samler ind til folk i Danmark. Nogen skriver også, at de ikke vil støtte flygtninge. Det er bestemt ikke Frelsens Hærs linje, for vi støtter selv blandt andet flygtninge i Europa, siger informationschef Lars Lydholm fra Frelsens Hær.

Han håber, at danskerne vil støtte begge formål.

- For os var det bare uheldigt, at vores indsamling faldt sammen med Syriens-indsamlingen, fordi der var nogle af vores frivillige, der mistede modet. Men jeg tror og håber, at danskerne er rige nok, til at de både kan give 100 kroner til socialt arbejde i Danmark og 100 kroner til flygtningene i aften. Men der er ingen tvivl om, at der også er et behov i Danmark. Begge slags indsamlinger er vigtige.

- Der er en helt masse, der har skrevet, at de vil støtte os og ikke flygtninge. Nu må vi så se, om der er handling bag ordene, for det er så let at skrive på Facebook. Jeg håber, det strømmer ind med donationer til begge formål. 

Se også: Frelsens Hær sure på DR og TV2: Samler ind til hjemløse på søndag

 

197 kommentarer
Vis kommentarer