Trods terror i Istanbul: Danskere river billige Tyrkiet-rejser ned af hylderne

Der blev sat flere salgsrekorder i sidste uge og i weekenden, melder rejseselskaberne

Det dårlige danske sommervejr overtrumfer enhver frygt for terror, lyder det fra Star Tour. Foto: Pelle Rink
Det dårlige danske sommervejr overtrumfer enhver frygt for terror, lyder det fra Star Tour. Foto: Pelle Rink

Ved du noget? Har du netop købt rejse til Tyrkiet? Fortæl os om dine overvejelser på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Der skal mere end et terrorangreb i en lufthavn i Istanbul til at holde danskerne væk fra Tyrkiet.

Sådan er meldingen fra flere rejseselskaber seks dage efter, at tre gerningsmænd først åbnede ild og senere sprængte sig selv i luften på to etager i en ankomsthal i Atatürk-lufthavnen i Istanbul. 41 blev dræbt, og 239 sårede under angrebet.

Spørger man Nikolai Johnsen, der er pressechef hos Star Tour, så skyldes danskernes rejselyst de lave sommertemperaturer i Danmark. Og så den kendsgerning, at rejserne til Tyrkiet er billigere i år, end de var sidste år.

- Det dårlige vejr overtrumfer enhver frygt for uroligheder i Tyrkiet, siger Nikolai Johnsen til Ekstra Bladet.

- Vore konsulenter fortæller, at når folk ringer for at købe en rejse, så siger de som noget af det første, at de ikke vil til Tyrkiet. Når vi så fortæller dem, at prisen er lavere end sidste år, og at prisen andre steder er steget, så ender det gerne med, at de vælger Tyrkiet alligevel, fortsætter Nikolai Johnsen.

24 timers pause
Også hos Bravo Tours, Spies og Apollo meldes om mange solgte rejser til Tyrkiet i de seneste par dage. Nyheden om angrebet i lufthavnen gjorde umiddelbart, at der ikke blev solgt så mange rejser til Tyrkiet, men allerede 24 timer senere havde salgstallene stabiliseret sig.

På cirka samme tidspunkt meldte Udenrigsministeriet ud i en rejsevejledning, at det samlede trusselsbillede mod danskere i Tyrkiet ikke har ændret sig. Der er stadig stor risiko for terror i Tyrkiet, som der i øvrigt har været det meste af året. Seks gange i løbet af 2016 er der ifølge ministeriet sket en terrorhandling et sted i landet.

Dødstallet stiger efter terrorangreb

- Alanya (Tyrkiet - red.) ligger stadig i top tre hos os. Vi så en hurtig reaktion lige efter angrebet i Istanbul. Et til to døgn senere var tallene stabile igen. Hvis vi kigger på salget fredag, lørdag og søndag, så har vi solgt cirka 1000 rejser om dagen. Det er 15 procent højere end sidste år. Prislejet lige nu på rejser til Tyrkiet er væsentlig mere gunstigt end på samme tidspunkt sidste år, siger Carlos Cebrian, der er produktchef hos Spies.

Rejsens pris og omkostningerne for turisterne i landet er ifølge Cebrian cirka 20 procent lavere end på samme tidspunkt sidste år.

28. juni blev 41 dræbt og 247 såret, da tre gerningsmænd åbnede ild og sprængte bomber i en ankomstahl i Atatürk-lufthavnen i Istanbul. Foto: Acar Adnan Onur
28. juni blev 41 dræbt og 247 såret, da tre gerningsmænd åbnede ild og sprængte bomber i en ankomstahl i Atatürk-lufthavnen i Istanbul. Foto: Acar Adnan Onur

Flest vælger Alanya og Side
Både Bravo Tours og Star Tour har skåret i kapaciteten på det samlede antal rejser til Tyrkiet. Det betyder, at det totale antal danskere, der rejser til Tyrkiet, formentlig kommer til at falde fra 250.000 sidste år til 200.000 i år. Samtidig er det ikke muligt at komme til Tunesien og Sharm el Sheikh i Egypten. Det betyder, at der er et større pres på klassiske steder som Mallorca og de populære græske øer, hvor der meldes om udsolgt på de mest populære hoteller.

På grund af Ruslands diplomatiske krise med tyrkerne, efter at et russisk kampfly blev skudt ned på grænsen til Syrien, har russerne haft forbud mod at rejse til landet. Og netop russere er normalt vigtige for turismen i Tyrkiet. Men fordi de altså ikke er der i år, har mange hoteller valgt at sætte priserne ned.

Mandag morgen fortæller Glenn Bisgaard fra rejseselskabet Apollo, at der er solgt flest rejser til Alanya og Side i Tyrkiet og til Chania på Kreta.

- Jeg sidder faktisk og ser på tallene lige nu. Vi har flere gange set, at danskerne sammen med finnerne er dem, der hurtigst vender tilbage til normalen efter en handling som den i Istanbul forleden, siger Glenn Bisgaard.

Blodigt selvmordsangreb i Istanbuls lufthavn: Mindst 36 dræbt

Slog rekorder i sidste uge
Men også i sidste uge - lige efter angrebet i Istanbul - bragede Apollo af sted.

- Vi slog nogle rekorder i sidste uge salgsmæssigt, vi ikke har set mange somre. Det skyldes selvfølgelig, at varmegraderne herhjemme ikke er oppe over 20 i øjeblikket, fortsætter Glenn Bisgaard.

Administrerende direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj, er på linje med sine kolleger i de andre rejseselskaber.

- Desværre tror jeg, at terrorhandlinger er blevet så stor en del af dagligdagen, at vi ikke så let lader os påvirke. Det sker alle steder og tit. Vi afventer måske lige og ser, hvad Udenrigsministeriet siger, men vi er nødt til at skulle af sted. Rent faktisk har Tyrkiet været hurtigere udsolgt i weekenden end andre steder, siger Peder Hornshøj til Ekstra Bladet.

Det bliver ikke billigere
Der er ifølge de fire rejseselskaber ikke noget, der antyder, at børnefamilier skulle være ekstra bekymrede for at rejse til Tyrkiet. Lige nu er det faktisk på grund af skolernes sommerferie næsten kun børnefamilier, der tager af sted til landet.

Ekspert om selvmordsangreb i lufthavn: Et oplagt terrormål

Og hvis der sidder nogen og lurepasser og tror, at de kan få en ekstra billig rejse til Tyrkiet ved at vente med en formodning om, at folk melder afbus på stribe, så kan de ifølge Star Tour og Nikolai Johnsen godt tro om igen.

- Priserne falder ikke mere nu. Det dårlige vejr i Danmark driver salget frem nu. Folk kan godt se, at de ikke skal risikere sommerhus i Danmark og silende regn. Vi oplever rekorder lige nu på grund af vejret, og vi fylder op på alle fly, siger Nikolai Johnsen.

Samlet set forventer branchen er fald i antallet af rejser til Tyrkiet i år på mellem 10 og 20 procent. Faldet skyldes først og fremmest, at nogle selskaber har skåret ned på kapaciteten.

Danskernes ferie-mareridt: Så galt kan det gå

Ved du noget? Har du netop købt rejse til Tyrkiet? Fortæl os om dine overvejelser på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)