Trodser coronaforbud: - Hold afstand!

Københavns Politi må tale med store bogstaver over for danskere, der satte sig op mod regering, dronning og myndigheder

Danskerne strømmer udenfor, selvom opfordringen lyder, at man ikke skal samles for mange af gangen. Video: Stine Tidsvilde, Anthon Unger, DR, Ritzau Scanpix, Reuters. Redigering: Signe Skov.

Fuglene kvidrer, og solen skinner fra en blå himmel.

Der har været forår i luften i dag i Københavns gader, hvor befolkningen hellere ville sippe takeaway-cafe latte udenfor i solen end inde i stuen.

Trods både statsministerens, dronningens og myndighedernes skrappe anvisninger om at blive hjemme og holde afstand for at mindske smittefaren ved coronavirus, gnubber folk alligevel skuldre i storbyens smalle stræder.

Ligeledes mødtes mand og kvinde, ung som gammel og høj som lav i hobetal ved offentlige hotspots såsom Christiania, Amager Strandpark og Frederiksberg Have i dag.

Frederiksberg Have. Foto: Stine Tidsvilde
Frederiksberg Have. Foto: Stine Tidsvilde

Her var stier, plæner og bænke spækket med danskere, der tog et afbræk fra livet indenfor, og det fik Københavns Politi til at råbe vagt i gevær ud på eftermiddagen på Twitter, hvor der på det kraftigste blev opfordret til at holde afstand.

’Vi forstår godt, at I vil nyde det gode vejr, men find steder hvor der ikke er andre og hold afstand’, skrev politiet.

Hold afstand!
Tweetet var ifølge Henrik Stormer, der er vagtchef ved Københavns Politi, foranlediget af, at myndigheden har haft travlt med at informere solhungrende københavnere om, at regeringen har udstedt et forsamlingsforbud på over 10 personer.

- Folk forholder sig ikke til, at man skal holde afstand. De er ikke opmærksomme på risikoen for smittespredning, og det gælder også udendørs, hvor man sidder tæt sammen, siger vagtchef Henrik Stormer.

Ifølge vagtchefen er der endnu ikke delt bøder ud for brud på forbuddet.

- Der er tale om venlige henstillinger. Vi har talt med folk, og nogle gange nok også med store ord, siger Henrik Stormer.

Vi får spat
En af de mange, der nød torsdagens gode vejr i Frederiksberg Have, er kæresteparret Mikkel Poulsen og Lotte Risager.

- Vi er ude at gå, fordi vi vil have frisk luft. Lotte arbejder som sygeplejerske og har meget at se til. Jeg er pædagog og har kun én dag om ugen på arbejde.

- Så vi har brug for det, ellers får vi spat af at være indenfor, siger 33-årige Mikkel Poulsen.

Ifølge 34-årige Lotte Risager udgør hun og alle andre, der samles ved steder som Frederiksberg Have, en smittefare, blandt andet fordi man risikerer at hoste hinanden i hovedet.

Mikkel Poulsen og Lotte Risager. Foto: Stine Tidsvilde
Mikkel Poulsen og Lotte Risager. Foto: Stine Tidsvilde

Ved nærmere eftertanke kommer kæresteparret selv i tvivl om, hvorvidt det egentlig var en god idé at gå på gaden.

- Det er måske egentlig fejl, siger Lotte Risager, der suppleres af Mikkel Poulsen:

- Det er nok ikke de mest praktiske, men man vil hellere ud i parken end på gaden. I Søndermarken var der ikke helt så mange. Det virkede ikke så slemt, siger han.

Maria Dahl. Foto: Stine Tidsvilde
Maria Dahl. Foto: Stine Tidsvilde

På vej ud af Frederiksberg Have går den 39-årige skolelærer Maria Dahl med fyldt barnevogn i den ene hånd og yderligere et barn i den anden.

Hun har været ude at gå sine daglige 10.000 skridt med sine børn hver dag, siden Mette Frederiksen sidste onsdag lukkede Danmark ned.

- Nu har vi bevidst ventet med at gå, indtil klokken var 16.30, fordi jeg kunne se, at det gode vejr fik folk på gaden, og jeg har hørt, at der var ligeså mange ved søerne i dag som den anden dag, siger Maria Dahl.

Hun mener ikke, at hun bidrager til smittefaren.

- Nej, det tænker jeg ikke. Vi holder afstand. Vi er ikke stoppet og har ikke siddet på bænke, men er gået konstant og har trukket i modsat side, når der kom modgående, siger Maria Dahl.

939 kommentarer
Vis kommentarer