Trodser forbud og holder stort kræmmermarked: - Det er grotesk

Winnie Elbæk har dog langtfra mistet modet. Allerede i næste uge er hun klar til at åbne kræmmermarkedet igen

Til og med august er 'større forsamlinger' forbudt, men hvor mange mennesker det drejer sig om? Bliv klogere her. Video: Ritzau, Lars Christian Vibild, Jacob Gren/Redigering: Emma Svendsen

Allerede klokken syv i morges begyndte de første kræmmere at sætte deres boder op ved Bork Havn.

Normalt er de 70, men i dag var det kun 26 af de faste kræmmere, der gik i gang med at sælge deres ting. Her nåede de at stå i et par timer, før politiet kom forbi og lukkede markedet ned.

Det fortæller Winnie Elbæk, der har været med til at arrangere kræmmermarkedet, til Ekstra Bladet.

- Politiet har lukket det ned. De mente, at vi var for mange mennesker. Det er helt grotesk. Vi var 75 mennesker fordelt over 5000 kvadratmeter, vi havde sat snore op for at markere ensretningen, og der var håndsprit i begge ender, siger Winnie Elbæk.

Kræmmermarkedet nåede at have åbent i et par timer. Foto fra Vorbasse Marked: Ritzau Scanpix
Kræmmermarkedet nåede at have åbent i et par timer. Foto fra Vorbasse Marked: Ritzau Scanpix
 

Klar til at tage bøden
Allerede fra morgenstunden ringede arrangøren til Midt- og Vestjyllands Politi for at høre, hvordan reglerne var. Beskeden var klar: Der må ikke være flere end 50 mennesker samlet på pladsen, inklusive kræmmerne.

- Får jeg en bøde, så er jeg klar til at tage den. Det kan simpelthen ikke være rigtigt det her. Nu er det blevet et princip for mig, sagde Winnie Elbæk søndag morgen til TV Midtvest.

Ingen af kræmmerne eller de fremmødte fik dog nogen bøde.

Forvirrende regler
I et opslag på Facebook skrev politikredsen torsdag, at politiet ikke på forhånd har mulighed for at godkende loppe- og kræmmermarkeder.

'Vi er nok mange, der sætter pris på et godt loppefund, og sommer i Danmark er for mange mennesker lig med hyggelige timer i jagten på den gode handel rundt på forskellige kræmmermarkeder', skrev politiet.

Politiet anerkendte samtidig, at reglerne kan være forvirrende:

'Når det ikke er helt firkantet, hænger det blandt andet sammen med, at man er nødt til at vurdere karakteren af det enkelte marked og blandt andet kigge på, hvor mange, der kan forventes at dukke op til det'.

Gitte Svensson Olsen, der er sektionsleder for myndighedernes coronahotline, fortæller, at de har fået flere spørgsmål fra danskere, der gerne vil bruge solskinstimerne på at finde gode loppefund.

- Når folk ringer til vores hotline og spørger ind til kræmmermarkeder og lovligheden af dem, så fortæller vi altid, at det vil bero på en konkret vurdering, og at det er afgørende, om markedet vurderes at ville være et trækplaster. Vi giver hverken tilladelser eller afslag, men fortæller om de regler, man også kan finde på coronasmitte.dk, udtaler Gitte Svensson Olsen.

- Vi gør også meget ud af at sige, at hvis der er flere end 50 samlet, så kan politiet gribe ind.

Åbner næste uge
Winnie Elbæk har dog langtfra mistet modet. Allerede i næste uge er hun klar til at åbne kræmmermarkedet igen.

- Jeg synes, det er helt vildt, at man må holde kræmmermarkeder i andre politikredse, men ikke i vors. Der er ingen kræmmere, der kan forstå, hvordan det hænger sammen. Vi var ikke mange mennesker, og vi havde taget vores forholdsregler, så jeg har i sinde at åbne næste weekend også, fortæller hun.

275 kommentarer
Vis kommentarer