Troede han skulle sidde alene juleaften: Nu vælter det ind med invitationer

Rørende reaktioner og invitationer efter Jørgen Bolding Olsen fortalte om udsigt til juleaften alene med rugbrødsmadder

Jørgen Bolding Olsen har brug for julehjælp, så han kan holde jul for sine børn. Video. Anders Brohus.

Det er så langt fra kun i form af kolde kontanter, at danskerne udviser hjertevarme og næstekærlighed, når det kommer til at hjælpe og rumme dem, som ikke ligefrem sidder på den grønne gren - hverken i livet generelt eller juleaften.

Efter at Jørgen Bolding Olsen åbnede sit og sine tre børns hjem i Skodborg i Sydjylland for Ekstra Bladet og fortalte om, hvorfor han er blandt de mange enlige forsørgere, der frem mod den dyre højtid søger om en hjælpende hånd fra Dansk Folkehjælp i form af et gavekort til en værdi af 1500 kroner, har han modtaget adskillige henvendelser fra folk, som gerne vil hjælpe på forskellig vis.

Særligt den følgende passage fra artiklen i Ekstra Bladet onsdag 4. december må have berørt flere læsere:

'Ingen skal have medlidenhed med mig, for det er bare sådan, det er, men jeg indrømmer, at juleaften uden sine børn er ét af de tidspunkter, hvor en skilsmisse kan gøre allermest ondt.

(..)Hvis der ikke dukker en anden mulighed op, og det gør der jo nok ikke for en mand som mig, der har levet hovedparten af mit liv på Amager og ikke har det store netværk her i Jylland, så kommer jeg sgu´ da også igennem den her juleaften med et par rugbrødsmadder og tændt tv.'

Jørgen Bolding Olsen fortæller nu, at han skal tilbringe juleaften sammen med et vennepar i Faaborg, som han kender igennem deres fælles interesse for fugle.

Da Jørgen Bolding Olsen i Ekstra Bladet 4. december fortalte om sit liv som enlig far til tre og kontanthjælpsmodtager med udsigt til at holde juleaften alene, skete der efterfølgende noget hos flere læsere, som ønskede at hjælpe den 51-årige mand på forskellig vis. Foto: Anders Brohus
Da Jørgen Bolding Olsen i Ekstra Bladet 4. december fortalte om sit liv som enlig far til tre og kontanthjælpsmodtager med udsigt til at holde juleaften alene, skete der efterfølgende noget hos flere læsere, som ønskede at hjælpe den 51-årige mand på forskellig vis. Foto: Anders Brohus
 

2000 kroner og cv til jobmulighed

Faaborg-parret er dog langt fra de eneste, der har reageret på artiklen, hvori Jørgen Bolding Olsen blandt andet beretter om en anstrengt privatøkonomi og et liv, der tog en kovending for fem år siden efter en skilsmisse, depression og fyring fra et velbetalt job i vindmøllebranchen.

- Flere fra lokalområdet, som jeg slet ikke kender, har inviteret mig hjem til dem juleaften, og et plejehjem i Vojens-området inviterede mig på mad og hygge både juleaften og 1. juledag. Det er jeg selvfølgelig meget glad for og berørt over, men jeg foretrækker at være sammen med venneparret fra Faaborg, som jeg jo kender i forvejen og jævnligt er sammen med, siger Jørgen Bolding Olsen.

Jørgen Bolding Olsen sammen med sine tre yngste børn Bianca på 13, Victoria på 11 og Emil på ni år. Jørgen har også datteren Julie på 18 år fra et tidligere forhold, men hun bor på Sjælland. Foto: Anders Brohus
Jørgen Bolding Olsen sammen med sine tre yngste børn Bianca på 13, Victoria på 11 og Emil på ni år. Jørgen har også datteren Julie på 18 år fra et tidligere forhold, men hun bor på Sjælland. Foto: Anders Brohus

Han understreger, at han ikke stod frem i Ekstra Bladet for at få medlidenhed eller tilbud om hjælp fra nær og fjern, som han nu - udover juleaftens-invitationerne - oplever via donationer af legetøj til hans børn og 2000 kroner i kontanter fra en håndfuld forskellige, gavmilde sjæle. Han er oven i købet blevet bedt om at sende sit cv til en mand med kontakter til vindmøllebranchen, hvor han tidligere har arbejdet.

Malurt i bægeret

Jørgen Bolding Olsen forklarer, at han til at begynde med takkede nej til de mange gaver og donationer, men en kvinde overbeviste ham om, at det er en glæde for folk at få lov til at hjælpe.

- Jeg lavede jo ikke interviewet med Ekstra Bladet for, at folk skulle hjælpe eller føle medlidenhed, men for at få andre især mænd i mit sted til at indse, at der intet skammeligt er i at erkende, at man er i en svær situation i livet, siger den enlige far til tre.

Enkelte har dog også hældt malurt i bægeret ved at skrive på sociale medier eller via messenger, at han bare er ude på at tigge penge.

- Folk må tænke og tro, hvad de vil. Jeg havde slet, slet ikke set disse mange positive reaktioner komme, og det er kommet helt bag på mig på en positiv måde, siger Jørgen Bolding Olsen.

***

Faaborg-par: Det er da det mindste

Hos Henrik og Majbritt i Faaborg på Sydfyn er der med deres egne ord 'intet odiøst eller helteagtigt' ved, at de nu åbner deres hjem for Jørgen Bolding Olsen 24. december.

- Vi havde såmænd gjort det med glæde, uanset om artiklen havde været i Ekstra Bladet eller ej, siger Henrik, der sammen med sin hustru kun ønsker deres fornavne nævnt i denne sammenhæng.

Henrik uddyber sit udsagn oven for med, at Jørgen Bolding Olsen er en meget privat person, som normalt ikke fortæller vidt og bredt om, hvordan han lever sit liv.

- Jørgen havde intet sagt om, at han skulle være alene juleaften, fordi det lægger han ikke noget større i. Men da vores datter på 25 år, min kone og jeg havde læst artiklen i Ekstra Bladet, var vi ikke i tvivl om, at vi ville byde ham velkommen hos os juleaften, siger Henrik.

Han glæder sig således over, at Jørgen stod frem. Og det ikke kun, fordi han så får ekstra godt selskab juleaften, men også fordi det er med til at sætte fokus på, at mange mennesker af forskellige grunde befinder sig i en svær situation i livet.

For 12. år samler Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladet ind til enlige forsørgeres juleaften. Mere end 14.000 har søgt i år

Julehjælpen består i 2019 af:
Kolonialvarer eller gavekort til REMA 1000, værdi 500 kr.
1 x gavekort til julegaver til børnene, værdi 1000 kr.

Støt eller meld dig som indsamler
Hvis du gerne vil støtte støtte Julehjælpen, kan du melde dig som indsamler, eller du kan donere:

- Sms JULEGAVE til 1999, og støt med 150 kr.
Beløbet plus almindelig sms-takst opkræves automatisk

- MobilePay 13 221

- Indsæt på konto reg.nr. 5301 konto 0 333 666.
Mærk din indbetaling JULEGAVE.

Indsamling til Julehjælpen løber frem til 20. december 2019, og alle de indsamlede beløb går ubeskåret til Julehjælpen.

1 af 3 
2 af 3 Jørgens ældste datter, Bianca på 13 år, bor fast hos sin far, mens lillesøster Victoria på 11 og lillebror Emil på ni år har base hos deres mor og Jørgens eks-kone, men er hos deres far hveranden weekend og i helligdage og ferier. Foto: Anders Brohus
3 af 3 Da Jørgen Bolding Olsen i Ekstra Bladet 4. december fortalte om sit liv som enlig far til tre og kontanthjælpsmodtager med udsigt til at holde juleaften alene, skete der efterfølgende noget hos flere læsere, som ønskede at hjælpe den 51-årige mand på forskellig vis. Foto: Anders Brohus
97 kommentarer
Vis kommentarer