I en periode på seks år fik en 41-årige kvinde fra England behandling for tarmsygdommen Crohns sygdom - uden at have den.
Kvinden havde udbrud i op til tre dage, hvor hun følte sig oppustet og fik akutte mavesmerter. Derfor fik hun diagnosen Crohns sygdom af lægerne.
De begyndte at behandle kvinden for sygdommen - men det blev ikke bedre. Faktisk reagerede hun slet ikke på den behandling, hun fik.
Det skriver det britiske medie The Guardian.
Lægerne i Heatherwood og Wexham Park Hospital i Slough i England besluttede sig for, efter de mange år med den fejlslagne behandling, at operere kvinden.
Ved hjælp af laparoskopi - en type operation, som foregår igennem et lille hul i for eksempel maveskindet - fandt de en betændt masse i kvindens tyndtarm, som skar hul i tarmen, og gav kvinden voldsomme smerter.
Betændelsen stammede fra to stykker plastik fra en 'ketchup-pakke' af mærket Heinz.
Artiklen fortsætter under billedet...
Da emballagestykkerne blev fjernet, gik kvindens symptomer på sygdommen væk næsten øjeblikkeligt. Og hun var stadig symptomfri fem måneder efter operationen.
Kvinden kunne dog ikke huske, at hun skulle have spist ketchup af den type pose.
Aldrig sket før
I det britiske lægetidsskrift British Medical Journal forklarer de, at det er det første tilfælde, hvor plastik har forårsaget symptomerne på Crohns sygdom.
- Det er vigtigt at overveje alternativ kirurgisk behandling hos patienter, der formodes at have sygdommen Crohn, og som ikke reagerer på almindelig behandling, skriver de blandt andet i rapporten.