Troede problemet var løst: Betalingskaos hos Nordea fortsætter

Storbanken Nordea har fortsat problemer med betalinger, hvilket betyder, at flere kunder fortsat ikke har modtaget deres løn

Betalingskaos hos Nordea fortsætter - dog ikke for alle bankens kunder, men for op mod 200 kunder. Foto: Stine Tidsvilde
Betalingskaos hos Nordea fortsætter - dog ikke for alle bankens kunder, men for op mod 200 kunder. Foto: Stine Tidsvilde

Opdatering: Alle systemer skulle være oppe at køre igen. Læs mere her.

For flere Nordea-kunder er der udsigt til en weekend uden de store økonomiske armbevægelser.

Selv om storbanken i går omkring frokost meldte ud, at det it-problem, der forsinkede både interne og eksterne overførsler, var løst, er der i dag lørdag stadig ikke styr på betalingerne.

På Nordeas Facebook-side skriver flere kunder, at de fortsat ikke har modtaget deres løn.

Se også: Panik for Nordea-kunder: Pengene er væk

- Vi har genåbnet sagen, da det viser sig, at problemet ikke er helt løst. Vi er lige nu ikke klar over, om fejlen ligger internt hos os eller eksternt, siger Tenna Schoer fra Nordeas presseafdeling og forklarer, at det drejer sig om op mod 200 kunder, der fortsat oplever problemer.

- Det her er vores førsteprioritet lige nu, så vi arbejder hurtigt og målrettet for at finde en løsning, men lige nu har vi ikke en tidshorisont for, hvornår problemet vil være løst.

'Vi finder en løsning'
- Kan kunder, hvor betalinger til realkreditlån og andre lån ikke er gået igennem, få problemer, fordi de ikke har betalt deres ydelse til tiden?

- Hvis der er nogen af vores kunder, der har oplevet det, så skal de kontakte os på mandag, og så finder vi naturligvis en løsning.

- Hvad med kunder, der på grund af jeres it-problemer ikke har fået betalt deres regninger til tiden og derfor modtager et rykkergebyr?

- Kunder, der har oplevet gener på grund af det her it-problem, skal kontakte os på mandag, og så finder vi selvfølgelig en løsning.

Se også: Nu hæver bank priserne: - Det bliver os uden penge, der skal betale for de riges ydelser

I går morges klokken fire opdagede Nordea et it-problem, der forsinkede betalinger til og fra Nordea-konti.

Omkring frokost i går meldte banken ud, at fejlen var fundet og problemet løst, men at der kunne gå flere timer, inden alle overførsler ville være gennemført, fordi der havde ophobet sig en enorm mængde betalinger i systemerne.

Her til formiddag har banken så opdaget, at problemet endnu ikke er helt løst.

Kommentarer på Nordeas Facebook-side omkring klokken 13.30 lørdag eftermiddag.
Kommentarer på Nordeas Facebook-side omkring klokken 13.30 lørdag eftermiddag.
 

27 kommentarer
Vis kommentarer