Troels og Frodes telttur går Danmark rundt: Tænk, hvis vi var flygtninge

En hyggelig telttur med sønnen fik Troels - og mange danske Facebook-brugere - til at tænke over den håbløse flygtningesituation, der lige nu præger Europa.

En overnatning i telt med sønnen Frode fik Troels til at tænke på den uoverskuelige flygtningesituation, der lige nu præger Europa. (Foto: Troels Donnerborg, Facebook og AP Photo)
En overnatning i telt med sønnen Frode fik Troels til at tænke på den uoverskuelige flygtningesituation, der lige nu præger Europa. (Foto: Troels Donnerborg, Facebook og AP Photo)

For kort tid siden var Troels Donnerborg på sommerferie på Bornholm. Her nød han is på solskinsøen med sin kæreste Ida og deres fireårige søn, Frode, der havde et stort ønske om at prøve at sove i telt. Det havde han nemlig aldrig prøvet før.

Derfor fik Troels hurtigt arrangeret, at han og sønnen overnattede i et telt - en telttur, der kom til at sætte alvorstunge tanker i gang hos Troels Donnerborg, der arbejder som journalist hos Røde Kors.

- Hvis man vågner i et telt, og det ikke er alt for varmt, kan man ligge der og høre fuglene synge, mens man tænker på en masse ting. Jeg kunne jo ikke rejse mig op, for så ville jeg vække Frode, der stadig sov, siger Troels Donnerborg til Ekstra Bladet.

Se også: Flygtning solgte kuglepenne på gaden: Nu får han en formue

Hans tanker endte i en Facebook-opdatering, som har fået mere end 20.000 likes og 14.000 delinger. I den står der bl.a.:

'Men jeg er ikke den eneste far, der har ligget i telt med min søn den her sommer. Faktisk har der ikke i hverken min fars og min farfars tid være så mange fædre, der har ligget i telt med deres sønner som netop i år. Hundredetusindevis af forældre sover ude med deres børn - de heldige i telt - og de ligger sikkert om morgenen og venter på, at børnene skal vågne op og sige noget dejligt om, hvad de har drømt. Men oddsene er dårlige, for de fleste har ikke været på Gudhjem Mejeri i løbet af dagen, men er i stedet på flugt fra gasangreb, tøndebomber, halshugninger og voldtægter. Deres dag er ikke gået med at svømme i poolen og klatre i klatrestativet, men med at sidde i en synkefærdig båd på Middelhavet, spise græs og blade i en overfyldt og mudret lejr eller stå i timer ved et pigtrådshegn sammen med tusindvis af andre desperate.'

Flygtninge kunne være dig og mig

Det er især billederne af desperate flygtninge, der krydser hegn eller sidder i gummibåde med deres små børn, som har gjort særlig indtryk på Troels Donnerborg:

- Når man så vågner op ved siden af sit barn, tænker jeg - jeg har det sgu rimelig godt! Før de her mennesker var flygtninge, var de fædre, der måske også sov i telt med deres børn for hyggens skyld. Nu er de i nogle vanvittige omstændigheder. Og det kunne jo lige så godt være dig og mig, der skulle have været flygtet fra krig, siger han.

Se også: Gentofte-pige: Flere flygtninge til kommunen vil kurere snobberne

Selvom Troels Donnerborg mener, at der er en tendens i medierne til kun at strejfe overfladen af flygtningeproblematikken, lægger han vægt på, at han langt fra selv har løsningen:

- Jeg har intet begreb om, hvorvidt Danmark skal modtage 6.000, 14.000 eller 30.000 flygtninge. Men som verdenssamfund har vi råd til at hjælpe.  Der var engang én, der sagde - hvis man skal spise en elefant, må man spise én bid ad gangen, siger han og peger på, at det måske er det samme, vi bør gøre med flygtningeproblematikken.

Hvad drømmer flygtningene om?

Siden Troels Donnerborg lagde billedet af ham selv og Frode på Facebook i sidste uge, har han fået mere end 300 venneanmodninger fra folk, han ikke kender - og 300 følgere oven i. En opmærksomhed, han slet ikke havde forestillet sig:

- Jeg er jo bare en almindelig mand, der skrev det på min telefon, trykkede send og troede, at det ville nå ud til mine venner. Men mine ord er blevet båret endnu længere ud i verden. Jeg tror, jeg har ramt en nerve af frustration over debatniveauet. Jeg håber, at det har fået trukket abstraktionsniveauet ned og fået folk til at tænke over, at flygtninge er ligesom dig og mig, siger han.

10-årige Douaa fra Syrien vil gerne have sin far til Danmark. (Foto: Linda Johansen) Samfund - 15. jun. 2015 - kl. 14:50 Syrere sultestrejker: Hjælp min far ud af krigen

I Facebook-opslaget nævner Troels Donnerborg to af Frodes drømme. Den første handlede om verdens største is. Den anden handlede om, at en stor finger med en nål inden i kom ud gennem væggen - Frode var i virkelighedens verden lige blevet vaccineret. Det fik Troels Donnerborg til at slutte sit Facebook-opslag således:

'Gad vide, hvad der bliver drømt i teltene i nat'.

1 af 2 
2 af 2 En overnatning i telt med sønnen Frode fik Troels til at tænke på den uoverskuelige flygtningesituation, der lige nu præger Europa. (Foto: Troels Donnerborg, Facebook og AP Photo)
93 kommentarer
Vis kommentarer