Trump afviser påstand om sexovergreb: Hun er ikke min type

USA's præsident afviser påstand om seksuelt overgreb i varehus med nedladende bemærkning. Kvinde svarer igen

FOTO: SAUL LOEB / AFP
FOTO: SAUL LOEB / AFP

- Hun er ikke min type.

Med den besked afviser USA's præsident, Donald Trump, en påstand fra en kvinde om et seksuelt overgreb i midten af 1990'erne.

- Jeg vil sige det med den største respekt: Nummer et, hun er ikke min type. Nummer to, det skete aldrig, siger Trump i et interview med mediet The Hill i Det Hvide Hus mandag.

Påstanden mod Trump fremgår i en ny bog af Elizabeth Jean Carroll, der til daglig bestyrer en brevkasse i modemagasinet Elle.

New York Magazine bragte i sidste uge et afsnit af bogen, hvor Carroll beretter om det påståede overgreb og de andre "forfærdelige mænd", hun har truffet i sit liv.

Ifølge uddraget løb hun i 1995 eller 1996 tilfældigvis ind i Trump i stormagasinet Bergdorf Goodman i New York City.

Men mødet tog en ubehagelig drejning, fordi Trump i et prøverum holdt hende fast, lynede sine bukser ned og pressede sin penis ind i hende.

Det lykkedes Carroll at vriste sig fri og komme væk fra stedet.

På det tidspunkt var Trump ejendomsudvikler og havde endnu ikke taget hul på en politisk karriere.

Trump afviste allerede fredag påstanden, og han gentager over for The Hill, at Carroll "lyver fuldstændigt".

- Jeg ved intet om denne kvinde. Det er bare forfærdeligt, at folk kan fremsætte den slags påstande, siger han.

I et interview med CNN senere mandag kommenterede Carroll "min type"-bemærkningen.

- Jeg elsker det. Jeg er så glad for, at jeg ikke er hans type, sagde hun ifølge nyhedsbureauet AP.

Hun forklarede også, at hun ikke anmeldte overgrebet til politiet i New York, fordi "jeg ønskede at glemme det".

- Jeg tænkte A, min skyld. B, jeg var dum. C, jeg tænkte ikke på det som en voldtægt. Jeg så det som en voldelig hændelse. Jeg så det som en slåskamp, sagde hun.

Under præsidentvalgkampen i 2016 stod adskillige kvinder frem med lignende beskyldninger om seksuelt krænkende adfærd fra Trumps side for år tilbage.

Trump har benægtet alle beskyldninger og sagt, at kvinderne lyver.

Det er ikke første gang, at Trump nedgør en kvinde med henvisning til hendes udseende.

I 2016, da en tidligere skribent for et magasin beskyldte Trump for et voldtægtsforsøg i 2005, responderede han: "Hun lyver! Se på hende. Jeg tror det ikke", skriver AP.

241 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere