Trump dikterede ifølge læge ordret egen lægeerklæring

Donald Trump valgte selv, hvordan hans lægeerklæring op til præsidentvalget skulle formuleres, siger læge

Arkivfoto: AP/John Locker
Arkivfoto: AP/John Locker

USA's præsident, Donald Trump, dikterede, hvad der skulle stå i hans egen lægeerklæring, som blev offentliggjort op til det seneste amerikanske præsidentvalg.

Det siger Trumps tidligere læge Harold Bornstein i et interview med CNN.

- Han dikterede hele erklæringen. Det var ikke mine ord.

- Han dikterede det, og så fortalte jeg ham, hvis der var noget, han ikke kunne skrive, siger Bornstein, der i tre årtier var Trumps personlige læge.

Harold Bornstein har ellers tidligere påstået, at det var ham, der formulerede lægeerklæringen, men nu skifter han altså forklaring.

I lægeerklæringen stod der blandt andet, at præsidentkandidatens fysik var "ekstraordinær".

'Det sundeste menneske nogensinde'
- Hans fysiske styrke og stamina er ekstraordinær. Hvis han bliver valgt (som præsident, red.), kan jeg klart meddele, at han bliver det sundeste menneske nogensinde valgt til præsidentembedet, skrev Bornstein i erklæringen.

Formuleringerne i læge-journalen karakteriserer Bornstein som 'sort humor.' Han fortæller, at  Trump dikterede ordlyden, mens lægen og hans hustru kørte gennem Central Park i New york.

Tidligere har den tidligere læge ellers forklaret, at han lynhurtigt havde forfattet lægeerklæringen, mens han havde travlt med sine andre patienter.

I interviewet med CNN fortæller Harold Bornstein desuden om en episode sidste år, hvor tre "høje mænd" fra Det Hvide Hus pludselig dukkede op i hans lægepraksis og stjal præsidentens lægejournal.

Bornstein har ligefrem sat navn på en af de mænd, som angiveligt stjal journalen. Der er tale om Donald Trumps tidligere bodyguard Keith Schiller.

- De brasede gennem døren, skræmte sekretæren og skubbede en patient til side, påstår Bornstein.

Men det afviser talsmand for Det Hvide Hus Sarah Sanders.

- Som en standardprocedure har Det Hvide Hus' lægeafdeling taget ejerskab over præsidentens lægejournal, siger Sanders på et pressemøde.

Håbede jeg ikke blev spurgt
Det er normalt, at præsidenter bliver tilset af en læge direkte tilknyttet Det Hvide Hus. En stilling, Harold Bornstein ikke er blevet tilbudt.

Adspurgt hvorvidt den beslutning har skuffet ham, svarer Bornstein CNN:

- Jeg håbede på, at jeg ikke ville blive spurgt. Ligner jeg en mand, der har lyst til at blive læge i Det Hvide Hus?

Det Hvide Hus har endnu ikke kommenteret udtalelserne om, at Donald Trump selv skal have formuleret sin lægeerklæring.

146 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere