Trump: Erklærer undtagelsestilstand i USA

Den amerikanske præsident Donald Trump melder, at USA er i undtagelsestilstand som følge af coronavirus

Sådan lød det fra Donald Trump, da han erklærede undtagelsestilstand. Video: Det Hvide Hus

Følg Ekstra Bladets livedækning her

På et pressemøde fredag aften erklærede den amerikanske præsident Donald Trump undtagelsestilstand i USA.

- Vi tager nogle drastiske skridt i dag i kampen mod coronavirus, forklarede præsidenten.

- Dem, vi lukker ind i USA, vil blive underlagt ekstra kontrol og selvkarantæne, når nødvendigt. Vi kommer til at redde mange liv med de her indgreb.

Den nye tilstand betyder, at det giver myndighederne mulighed for at bøje reglerne for, at man kan give den bedst mulige behandling. Med erklæringen vil Trump samtidig pumpe 50 milliarder dollars ind i kampen mod coronavirussen.

Erklæringen af krisetilstand frigiver midler til USA's katastrofeberedskab, Fema, som så har mulighed for at hjælpe myndigheder i delstaterne.

En del af pengene skal blandt andet bruges til at foretage flere prøver af muligt smittede personer.

I begyndelsen af næste uge vil der være op mod en halv million nye test tilgængelige, så mennesker med symptomer kan blive testet for coronavirus.

Trump siger også, at amerikanerne skal kunne lade sig teste uden at behøve at forlade deres bil. Der ville blive lavet drive-through test for personer med symptomer på smitte.

Præsidenten opfordrer alle delstater til at etablere akutcentre i kampen mod virusset.

Flere guvernører har allerede erklæret krisetilstand i deres respektive delstater.

Trump indledte pressekonferencen med at rose sin egen regerings indsats. Han er blevet kritiseret kraftigt for ikke at reagere hurtigt nok og for ikke at tage truslen tilstrækkeligt alvorligt.

Han roste blandt andet sin beslutning om at indføre stop for indrejse fra de fleste europæiske lande. Det var en beslutning, der vakte kritik fra EU, som ikke var blevet hørt eller adviseret først.

Flere amerikanske delstater har, som i mange europæiske lande, lukket ned for skoler, arbejdspladser, museer og sportsarenaer.

Senest har Los Angeles meddelt, at 750.000 elever må blive hjemme, når samtlige skoler i millionbyen lukker fra på mandag og to uger frem.

Virusset har hidtil kostet 41 mennesker livet i USA.

Følg Ekstra Bladets livedækning her

1010 kommentarer
Vis kommentarer