Trump forsvarer brug af tåregas mod kvinder og børn

USA's grænsepoliti brugte søndag tåregas mod migranter, fordi de blev "presset". Det forklarer Donald Trump

FOTO: GUILLERMO ARIAS / AFP
FOTO: GUILLERMO ARIAS / AFP

USA's præsident forsvarer amerikansk politis brug af tåregas mod migranter ved grænsen til Mexico.

- De (grænsesoldater, red.) blev presset af nogle meget barske mennesker, og så brugte de tåregas, lyder det natten til tirsdag dansk tid fra præsident Donald Trump i et interview med Time Magazine.

- Det korte af det lange er, at ingen kommer ind i vores land, medmindre de gør det på lovlig vis, tilføjer Trump.

Flere hundrede migranter fra Mellemamerika forsøgte søndag at trænge over grænsen fra den mexicanske grænseby Tijuana og ind i USA.

Mindst 500 migranter, blandt dem også kvinder og børn, deltog i en fredelig demonstration i Tijuana søndag, inden de satte sig i bevægelse mod grænsen. Her ville de forsøge at kravle over et metalhegn.

Lukkede grænsen
Det lykkedes flere hundrede at kravle over det første grænsehegn, inden amerikansk politi affyrede tåregas mod flokken.

Herefter lukkede grænsepolitiet grænseovergangen. Natten til mandag dansk tid blev grænsen åbnet igen.

Donald Trump har flere gange omtalt migranterne som en "trussel mod nationens sikkerhed" og "iskolde kriminelle". Billeder og videooptagelser fra søndag viser imidlertid, at små børn med bleer også blev udsat for tåregas.

Gavin Newson, der tidligere på måneden blev valgt som Californiens næste guvernør, tager på Twitter afstand til brugen af tåregas mod børn.

- De her børn går rundt på bare fødder. I bleer. Mens de bliver kvalt i tåregas (...) Det er ikke mit Amerika, skriver Newson.

De chikanerer
Mexicos migrationsstyrelse oplyste tirsdag, at landet har udvist 98 migranter, der forsøgte at krydse grænsen illegalt.

En migrantkaravane med tusindvis af mennesker fra Mellemamerika begyndte i oktober at bevæge sig mod USA. Den første karavane kom primært fra Honduras. I hælene på den fulgte flere grupper fra blandt andet El Salvador.

Migrantkaravanen bestod ifølge FN af 7000 migranter, da den var på sit højeste. Efter mere end halvanden måneds rejse nåede cirka 2500 af migranterne den 6. november til grænsebyen Tijuana.

Donald Trump vil ikke lukke dem ind i USA, samtidig med at borgmesteren i Tijuana, Juan Manuel Gastelum, vil af med dem. Borgmesteren mener, at borgere i byen bliver chikaneret af migranterne.

108 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere