Trump: Genåbning bliver min vigtigste beslutning nogensinde

Corona-restriktioner i USA løber i første omgang til 30. april. Trump overvejer hvornår de skal hæves

Præsident Donald Trump siger, at beslutningen om, hvornår det er sikkert at genåbne landet er den vigtigste, som han nogensinde har skullet tage. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Præsident Donald Trump siger, at beslutningen om, hvornår det er sikkert at genåbne landet er den vigtigste, som han nogensinde har skullet tage. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix

Over en halv million mennesker i USA er i påskedagene registreret som coronasmittede. Antallet af døde er steget til over 18.600.

Præsident Donald Trump siger, at beslutningen om, hvornår det er sikkert at genåbne landet er den vigtigste, som han nogensinde har skullet tage.

Eksperter har advaret om, at antallet dødsfald under coronakrisen kan stige til over 200.000 hen over sommeren, hvis ordrerne om at blive hjemme og holde virksomheder lukket ophæves efter 30 dage.

Trump, som kæmper for at blive genvalgt ved præsidentvalget i november, har sagt, at han ønsker, at hverdagen skal vende tilbage så hurtigt som muligt.

Præsidenten fremhæver også, at der er store økonomiske omkostninger forbundet med de gældende restriktioner, som skal hindre udbredelse af Covid-19.

- Jeg skal træffe en beslutning, og jeg håber ved Gud, at det er den rigtige beslutning, sagde den amerikanske præsident fredag til journalister.

- Det er den største beslutning, som jeg nogensinde har skullet træffe, tilføjede han.

Trump sagde, at tal fra den faktuelle udvikling vil være afgørende for, hvornår han tager det næste skridt. Da han blev bedt om at uddybe hvilke fakta, peger han på sin pande og sagde 'de fakta, som jeg har her'.

De gældende nye bestemmelser, som er indført, løber i første omgang frem til 30. april.

Torsdag sagde Trump til journalister, at 'vi kommer forhåbentlig til at åbne igen meget, meget, meget snart'.

Justitsminister William Barr har kaldt nogle af de indførte restriktioner for 'drakoniske' og andre af Trumps ministre har opfordret til en nye evaluering af den politiske kurs.

Det Hvide Hus kan dog ikke ensidigt genåbne landet. En række af de forebyggende bestemmelser om at arbejde hjemmefra og begrænse sociale aktiviteter er indført på delstatsniveau.

I nogle stater har der været ophedede debatter om, at de lokale myndigheder ikke vil være indstillet på at genåbne samfundet hurtigt.

Antallet af amerikanere, som har søgt om arbejdsløshedsunderstøttelse, er i de seneste tre uger steget til over 15 millioner.

Regeringen siger, at der blev nedlagt 701.000 job i marts. Det er det største antal nedlagte stillinger siden Depressionen i 1930'erne.

Samtidig har det markeret afslutningen på det største beskæftigelsesboom i USA's historie, som begyndte sidst i 2010.

I New York sagde borgmester Bill de Blasio lørdag, at storbyens skoler vil forblive lukkede resten af skoleåret på grund af coronakrisen.

34 kommentarer
Vis kommentarer