Det fik sindene i kog i Storbritannien, da Trump i november 2017 retweetede tre kontroversielle videoer fra den ekstremt højre orienterede gruppe 'Britain First' via sin officielle Twitter-konto.
I en af videoerne kunne man blandt andet se det, der ifølge Britain First var en illegal muslimsk immigrant, angribe en hollandsk mand på krykker. Det viste sig senere, at manden bag angrebet var født og opvokset i Holland.
Videoerne affødte vrede i Storbritannien og den britiske premierminister gik forrest i kritikken af den amerikanske præsident.
Det fik Trump til at fare til tasterne igen:
- Theresa May, fokuser ikke på mig, fokuser på den radikale islamiske terrorisme der foregår i Storbritannien. Vi gør det ganske fint.
Trump klar til undskyldning
Men efter knap to måneders tænkepause er Trump nu kommet på andre tanker.
I et interview med den britiske tv-kanal ITV fortæller Trump, at han intet vidste om 'Britain First', før han delte deres videoer.
- Hvis du fortæller mig, de er forfærdelige mennesker, forfærdelige racistiske mennesker, vil jeg helt sikkert undskylde, hvis I ønsker det, siger Trump.
Fik møde Trump til at ændre mening?
Trumps indrømmelser kommer dagen efter han mødtes med Theresa May under det uofficielle topmøde World Economiv Forum, der i disse dage løber af staben i den schweiziske by Davos.
Her blev parterne enige om, at Donald Trump i løbet af 2018 skal komme på officielt statsbesøg i Storbritannien.