Den amerikanske regering gør alvor af sin trussel om øget told og indfører fra 23. august nye toldsatser på kinesiske varer for 16 milliarder dollar.
Det oplyser Det Hvide Hus.
I forvejen har USA's præsident, Donald Trump, lagt told på produkter, som USA importerer fra Kina, for 34 milliarder dollar. Det skete den 6. juli.
Dermed har toldsatserne på kinesiske varer snart en værdi af 50 milliarder dollar.
Kinas regering har på forhånd meddelt, at landet er klar til at svare igen med nye toldsatser på amerikanske varer for samlet set 60 milliarder dollar.
Det meddelte det kinesiske handelsministerium fredag.
Det fremgår ikke af meddelelsen fra det kinesiske ministerium, hvornår et eventuelt kinesisk modtræk vil komme. Handelsministeriet har dog ikke lagt skjul på, at øget told på kinesiske varer betragtes som en 'optrapning af konflikterne'.
- Enhver ensidig trussel eller afpresning vil kun føre til en optrapning af konflikterne og skade alle parters interesser, udtalte ministeriet fredag.