FBI er kommet under skarp kritik, efter det brutale skoleskyderi på Marjory Stoneman Douglas High School i onsdags, hvor 17 lærere og elever mistede livet.
Det er kommet frem, at FBI blev advaret om den 19-årige drabsmand uden at undersøge det nærmere.
Det får den amerikanske præsident, Donald Trump, til at reagere mod den højeste politimyndighed i USA på Twitter:
'Meget ked af, at FBI missede alle de signaler, som manden bag skoleskyderiet i Florida udsendte. Det er ikke acceptabelt', skriver Donald Trump på Twitter.
En bekendt til den 19-årige kontaktede 5. januar i år FBI for at fortælle, at Nikolas Cruz havde et ønske om at dræbe folk og muligvis ville begå et skoleskyderi. Det skrev det amerikanske medie BuzzFeed 15. januar.
Den meddelelse blev ikke undersøgt nærmere, og det fik FBI-direktør Christopher Wray til at undskylde over for familiemedlemmerne til de dræbte:
- Vi har talt med ofrene og deres familier. Vi fortryder dybt den ekstra smerte, som dette har skabt for alle, der er berørt af denne grusomme tragedie. Alle de mænd og kvinder, som arbejder for FBI, er dedikerede til at beskytte den amerikanske befolkning, og vi er forpligtede til at forbedre den måde, vi gør tingene på.
Donald Trump tilføjer en kommentar til den igangværende undersøgelse af den russiske indblanding i præsidentens valgkamp:
'De bruger alt for meget tid på at forsøge at bevise en russisk sammensværgelse med Trump-kampagnen - der er ikke nogen sammensværgelse. Kom tilbage til det oprindelige, og gør os alle stolte!', slutter han i tweetet.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.