Siden maj er 2342 voksne immigranter blevet separeret fra deres børn, når de er blevet taget i at krydse grænsen til USA.
Det har ført til massiv kritik fra flere steder - inklusive Donald Trumps egen kone, Melania Trump - og det får nu den amerikanske præsident til at reagere.
Ministeren for national sikkerhed, Kirstjen Nielsen, har udarbejdet et lovforslag til Donald Trump, som betyder, at det ikke længere er nødvendigt at skille familier ad, når de varetægtsfængsles for ulovligt at krydse grænsen til USA.
Det er endnu uklart, hvad præsidenten præcis sætter sin signatur på, men han sagde på et pressemøde i Det Hvis Hus, at han ville underskrive noget 'lige om lidt.'
- Vi ønsker at holde familier sammen, sagde han.
- Jeg vil underskrive noget om et kort øjeblik, som vil sørge for det
Beslutningen er i stor kontrast til, hvad Trump tidligere har meldt ud om separationen af børn og deres forældre, der ulovligt krydser grænsen til USA sammen.
Tidligere har den amerikanske præsident insisteret på, at de ikke havde andet valg på grund af loven og en domsafgørelse, og at det i øvrigt var Demokraternes skyld.
Kirstjen Nielsen, præsidenten og andre embedsmænd har gentagne gange sagt, at den eneste måde at afslutte adskillelsen på er, hvis kongressen vedtager en ny lovgivning. Det har undret både demokrater og nogle republikanere, der påstår, at præsidenten selv kan ændre adskillelsen ved ét telefonopkald.
I flere amerikanske medier har man i de seneste dage kunnet se billeder af børn i bure ved grænsen samt lydoptagelser af små børn, der græder efter deres forældre.