Den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans nordkoreanske ditto, Kim Jong-Un, er i disse dage tættere på at genoptage Koreakrigen end nogensinde før.
Fra talerstolen ved FNs Generalforsamling kaldte Donald Trump for nyligt Nordkoreas leder for en 'raketmand ude på en selvmordsmission', hvilket fik Kim Jong-Un til at kalde Trump for en 'mentalt forstyrret senil oldning', der skulle 'tæmmes med ild og flammer'.
Den nærmest endeløse eskalering af konflikten, der på papiret har været i krig siden Koreakrigens start i 1948, får nu den russiske præsident Vladimir Putin, til at blande sig i det højspændte drama.
Krigsliderlighed er en blindgyde
Ifølge det statskontrollerede nyhedsbureau TASS, er nordkoreanske diplomater i dag, fredag, set køre til den russiske udenrigsminister Sergey Lavrovs residens.
Tass oplyser, at en af deltagerne ved mødet er Nordkoreas chef for amerikanske relationer, Choe Son Hui.
Meget tyder på, at russerne forsøger at påvirke regimet til at nedtrappe konflikten. I sidste uge tog den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov kraftig afstand fra Nordkoreas missil- og atomprogram.
- Spændingerne vedrørende Nordkorea eskalerer på en farlig måde. Vi tager kraftigt afstand fra Pyongtangs hensynsløse atom- og missilprogrammer, der overtræder resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd. Krigsliderlighed er ikke bare en blindgyde, men en vej mod ødelæggelse, lød det fra Lavrov.
Nordkorea prøver bagvejen
Selvom det officielle forhandlingsklima mellem Pyongyang og Washington er langt under frysepunktet, rapporterer flere blandt andet CNN og Washington Post, at nordkoreanerne ikke kun forsøger diplomatiet med Rusland.
Også gennem bagveje arbejder man på at nå en diplomatisk løsning og ikke mindst få bedre forståelse af amerikanerne.
De nordkoreanske diplomater har ifølge CNN siden januar gentagende gange forsøgt at kontakte centrale personer i det republikanske parti og centrale personer fra tidligere præsidenters administrationer for at blive klogere på, hvordan de skal forholde sig til Trumps bombastiske udtalelser, Tweets og udenrigspolitik i det hele taget.
- De forsøgte at få et indtryk af Trump, men det skete ikke, har Douglas Paal, tidligere medlem af det Nationale Sikkerhedsråd under både Ronald Reagan og George H.W. Bush. Ved flere lejligheder er han blevet kontaktet af nordkoreanerne.
Lige nu virker den mest oplagte løsning på konflikten derfor en eller flere mellemmænd, der kan forhandle mellem de to atommagter.