Trump om sin rådgivers ægtemand: 'En stendød taber & en ægtefælle fra helvede'

Ægtemanden George Conways korte svar: 'You.Are.Mad.'

George Conway mener, at Trump lider af storhedsvanvid og narcissisme. Videomateriale/redigering: Reuters/Kristian Hansen

Det kunne være interessant at opleve, hvad der lige nu foregår mellem præsident Donald Trumps rådgiver Kellyanne Conway og hendes mand, George Conway.

Donald Trump har i flere år været irriteret på George Conway. Sidstnævnte mener, at den amerikanske præsident er rablende skør.

Senest har Trump i et Tweet beskrevet  Kellyanne Conways ægtemand som 'en stendød taber & en ægtefælle fra helvede.'

Donald Trump beretter også i sit tweet, at George Conway er meget jaloux på sin hustrus succes og vred over, at Trump med hendes hjælp ikke ville give ham det job, som han desperat ønskede.

George Conway har besvaret tweetet ganske kort: 'You.Are.Mad.'

Fødderne oppe i sofaen
Conway er uddannet jurist og søgte for et par år siden et job i det amerikanske justitsministerium. Men han trak angiveligt ansøgningen tilbage. Det kiksede ansøgnings-forløb er ifølge Trumps verdensbillede årsagen til, at George Conway i den grad er i haserne på den amerikanske præsident.

Kellyanne Conway, der er tæt knyttet til Trump som en af hans tre rådgivere, blev særligt kendt, da hun blev fotograferet siddende med fødderne oppe i sofaen i Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus.

Trumps rådgiver Kellyanne Conway sidder her i sofaen i Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus. Hendes mand og Trump sviner hinanden til på Twitter.
Trumps rådgiver Kellyanne Conway sidder her i sofaen i Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus. Hendes mand og Trump sviner hinanden til på Twitter.
 

Hun forsøger nu at afdramatisere balladen mellem de to hanhunde ved at sige, at hun har travlt med at passe sine fire børn og derfor ikke har fulgt med i sagen.

Lider af storhedsvanvid
Trump er efter sigende eksploderet i raseri over, at George Conway offentliggjort har tilkendegivet på Twitter, at Trump lider af en narcissistisk personligheds-forstyrrelse og et dertilhørende storhedsvanvid.

Conway har endvidere offentliggjort en liste over de symptomer, som narcissistiske personer typisk lider af.

Amerikanske psykiatere har tidligere været ude med en lignende diagnose - men har også indkasseret kritik for at fjerndiagnosticere Trump.

En narcissistisk personligheds-forstyrrelse indebærer blandt andet, at personen opfatter sig selv som særdeles vigtig samt overvurderer egne evner, talenter og resultater.

Hvem er mest forstyrret
Kellyanne Conway har tidligere offentligt bakket sin præsident op og kaldt ægtemandens angreb respektløse.

Krigen mellem Conway og Trump har da også udløst en større diskussion på de sociale medier om, hvorvidt det er Conway eller Trump, der er mest forstyrret.

1 af 2 Trumps rådgiver Kellyanne Conway sidder her i sofaen i det ovale værelse i Det Hvide Hus. Hendes mand og Trump sviner hinanden til på Twitter. Foto: Pablo Martinez Monsivais
2 af 2 Kellyanne Conway sammen med ægtemanden George. George Conway mener, at Trump lider af storhedsvanvid og narcissisme. Arkivfoto: Joshua Roberts/ Reuters
340 kommentarer
Vis kommentarer