Trump slår orkan-alarm: 'Ligner et direkte stød'

Over en million mennesker skal evakueres fra den amerikanske østkyst, der bliver ramt af orkanen Florence senere på ugen

Sådan ser orkanen Florence ud fra rummet. Video: NOAA / NASA

USA’s præsident, Donald Trump, advarer nu indbyggerne på den amerikanske østkyst om, at uvejret Florence kan blive en af de mest ødelæggende orkaner nogensinde.

Det skriver han natten til tirsdag på sin Twitter-profil.

'Ligner et direkte stød mod North Carolina, South Carolina og Virginia. Vær forberedt, vær forsigtig.'

'Det ser meget slemt ud', tilføjer han i en anden opdatering og lover, at de føderale myndigheder står klar med hjælp og resurser.

 

Amerikanske meteorologer siger, at Florence har udviklet sig til en kategori fire-orkan, der er det næsthøjeste på skalaen. Den har kurs mod den amerikanske østkyst.

- Dette er en meget farlig orkan, siger South Carolina-guvernør Henry McMaster på et pressemøde.

- Vi ønsker ikke at risikere et eneste liv i South Carolina i denne orkan, siger guvernøren, der har beordret tvungen evakuering af en million indbyggere.

Guvernøren har derfor givet ordre til evakueringer langs en 320 kilometer lang kyststrækning med start tirsdag. Florence ventes at ramme USA torsdag.

Larry Pierson fra Isle of Palms, South Carolina, forbereder sig på uvejret. Foto: AP
Larry Pierson fra Isle of Palms, South Carolina, forbereder sig på uvejret. Foto: AP
 

North Carolina, Virginia og andre delstater langs kysten gør også forberedelser til at kunne evakuere beboere. I Virginia bor der 245.000 mennesker i det berørte område.

Roy Cooper, guvernør i North Carolina, har bedt delstatens borgere om at indstille sig på, at der er risiko for en naturkatastrofe.

- Vi går ind i højsæsonen for orkaner, og vi kender alle uforudsigeligheden og kraften af disse storme, lyder det fra guvernøren.

Roy Cooper, guvernør i North Carolina, advarer her borgerne mod orkanen Florence Video: UNC-TV

195 kilometer i timen
Florence befinder sig lige nu cirka 1800 kilometer øst for Cape Fear i North Carolina. I orkanen er der målt en vindstyrke op til 195 kilometer i timen, oplyser det nationale orkancenter.

- Grundlæggende har vi en høj tillid til, at Florence bliver en stor og ekstremt farlig orkan uanset intensiteten, lyder det i en melding fra det nationale orkancenter.

I orkanen er der målt en vindstyrke op til 195 kilometer i timen. Foto: AP
I orkanen er der målt en vindstyrke op til 195 kilometer i timen. Foto: AP

Florence ventes at passere Bermuda og Bahamas tirsdag og onsdag.

Med orkanen kommer der også store mængder vand. Det kan udløse oversvømmelser og mudderskred over et stort område.

 

58 kommentarer
Vis kommentarer