Trump vil forhindre sikkerhedsrådgiver i at vidne

- Man kan ikke have ham til at forklare alle vore holdninger omkring den nationale sikkerhed, mener den amerikanske præsident

Trump skal stilles for en rigsret, men hvad handler sagen egentlig om? Få et hurtigt overblik her.

Meget tyder på, at præsidernt Donald Trump vil forsøge at forhindre sin tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton i at vidne i den kommende rigsretssag mod den amerikanske præsident.

John Bolton selv har sagt, at han gerne vil lade sig afhøre, hvis han får en indkaldelse.

Men under et interview fredag med TV-stationen Fox News antydede Donald Trump, at han ikke ville tillade John Bolton i at optræde som vidne.

- Der er ting, man ikke kan gøre. Særligt ikke, når man har været national sikkerhedsrådgiver. Man kan ikke have ham til at forklare alle vore holdninger omkring den nationale sikkerhed, når det gælder Rusland, Kina og Nordkorea. Det kan man bare ikke, fastslog Donald Trump.

En overraskelse
John Bolton var tidligere en af Donald Trumps håndgangne mænd og kendt som en høg, der ikke veg for kontante, militære løsninger. Men forholdet mellem de to mænd kølnedes hurtigt efter Boltons indtog i Det Hvide Hus. Trump fyrede da også Bolton i september sidste år på grund af en række alvorlige uenigheder.

Foto: Evan Vucci/AP
Foto: Evan Vucci/AP
 

Alligevel kom det som en overraskelse, da John Bolton tidligere på ugen erklærede, at han var villig til at vidne under rigsretssagen mod Trump.

- Jeg har forsøgt at afveje nogle konkurrerende forhold, som omhandler mine forpligtelser både som borger og som tidligere sikkerhedsrådgiver, lød det i en udtalelse fra Bolton.

En heksejagt
Trump stilles for Rigsretten, hvor han er anklaget for at have misbrugt sit embede til at lægge pres på  Ukraines præsident, som angiveligt skulle fremskaffe belastende materiale om Joe Biden og hans søn mod at få overført 400 millioner dollar i militærstøtte. Trump havde angiveligt forhindret den lovede udbetaling.

Trump selv kalder beskyldninger for en heksejagt af usete dimensioner.

214 kommentarer
Vis kommentarer