Trumps raseri giver New York Times troværdighed

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Fredag kaldte præsidenten New York Times' kronik for forræderi. Video: AP

Det hele må have stået på gloende pæle på New York Times, da det stod klart, at en højtstående embedsmand i præsident Trumps administration ville 'synge'. Nu kender hele verden til de stærkt kontroversielle oplysninger om et embedsværk, som i det skjulte modarbejder Trump for at minimere skaderne af hans pludselige indfald.

Da oplysningerne i form af et essay blev publiceret i denne uge, kunne vi læse, at det ligger topembedsmanden på sinde at fortælle sine medborgere, at 'der er en voksen i rummet'. Han forsikrer, at embedsmændene forsøger at gøre, hvad der er rigtigt. Selv når præsidenten ikke vil.

Når et medie som New York Times tager det usædvanlige skridt at bringe essayet anonymt, er der tænkt nøje over det.

Det er ikke noget, man bare gør.

Alle redaktører kender dilemmaet, for på redaktionerne får vi dagligt henvendelser fra folk, der mener at ligge inde med viden, der skal ud, men som de ikke vil lægge navn til.

I de situationer stiller vi os selv en række spørgsmål. Er den viden relevant for andre? Er personen troværdig? Hvad er personens interesse i sagen? Er der en god grund til, at vedkommende kun vil ytre sig i ly af anonymitet? Gør vi os selv sårbare ved at viderebringe kontroversielt indhold uden en navngiven kilde?

Der er ikke noget facit, man kan slå op. Alle sager er forskellige og skal tænkes igennem forfra.

Det kan være hulens svært. Selv når man er blevet enig med sig selv og hinanden om, at emnet er underbygget og for væsentligt til at lade ligge, skal man tænke grundigt over, hvad beslutningen betyder for ens troværdighed.

For New York Times må den del have fyldt meget, for den amerikanske presse er under ekstrem hård beskydning af præsidenten og hans tilhængere. I en grad, så en erfaren politisk reporter fra CNN for nylig advarede om, at stemningen efterhånden er så betændt, at han frygter voldelige optrin.

I toppen af essayet kan man læse, at redaktionen er bekendt med identiteten på embedsmanden. Og at man har valgt at give vedkommende anonymitet, fordi jobbet står på spil, hvis navnet offentliggøres.

Det giver mening, men det er klart, at New York Times samtidig åbner flanken for den løstskydende amerikanske præsident, som forventelig gik til angreb på 'det fejlende New York Times' via Twitter. Trump krævede offentliggørelse af navnet på forfatteren, som ifølge ham lige så godt kunne være en person opdigtet af New York Times.

Hvad skal jeg tænke som læser? Skal jeg tro på, at embedsmanden findes, og at der er belæg for hans påstande?

Ironisk nok er det blandt andet Trumps raseri mod de amerikanske medier, der får mig til at opfatte oplysningerne som troværdige. Når New York Times på trods af de vinde, der blæser i USA mod den kritiske presse, vælger at publicere, tror jeg på, at de er sikre i deres sag.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at der stod mere om, hvordan mediet har sikret sig, at oplysningerne i essayet holder vand, men jeg kan til gengæld godt lide, at de opfordrer læserne til at stille redaktionen spørgsmål om indlægget, og at de online har gjort det let at sende spørgsmålene.

Det er rettidig redaktionel omhu, som tillige borger for troværdigheden.

I sidste ende handler det om mod og nødvendighed.

Jeg synes, New York Times udviste begge dele i denne uge, og det har verden brug for.

604 kommentarer
Vis kommentarer