Trumps store synd drukner i fake news

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Nej, du må ikke stille spørgsmål. Din organisation er frygtelig, sagde Trump til CNNs reporter på pressemødet forleden. (Video: AP)

Havde Donald Trump ret, da han på sit pressemøde i onsdags kaldte forlydender om kinky sex på russiske lagner og hackingsamarbejde for fake news (falske nyheder)?

Ja, foreløbig (i skrivende stund) har han.

Og det er mediernes skyld.

Da Trump holdt sit pressemøde, var der ikke en ærlig kæft i hele verden, der vidste, hvad der var op og ned på historien.

Det blev da også i den grad understreget i TV Avisens 21.30-udsendelse samme aften. Inden tophistorien overhovedet gik i gang, meddelte studievært Ask Rostrup, at 'alle oplysninger er ubekræftede'. I selve indslaget blev det understreget, at intet fra de lækkede efterretninger var bekræftet. Da indslaget var færdigt, var Ask Rostrup fra studiet direkte igennem til USA-korrespondent Johannes Langkilde, som han bad uddybe, hvor alvorlig denne sag er for Trump. Langkilde huskede os endnu en gang på, 'at der jo ikke er noget, der er dokumenteret i denne rapport endnu, ingen ved, hvem der virkelig har skrevet den, og om det, der står i den, er sandt'.

Man kan således spørge sig selv, hvorfor DR vælger at køre denne historie helt i top. Blot til sammenligning var historien om korrespondent Langkildes famøse hestetransport lagt ned i rækken som nummer fire og kun som en kort sag i den kategori, der hedder 'Danmark i dag'. Den historie er da i det mindste dokumenteret, kunne man indvende.

Det er prioriteringen, jeg synes er til diskussion for danske mediers vedkommende, for selvfølgelig skal vi beskæftige os med det faktum, at hele USA er på den anden ende over en lækket rapport kort før den kommende præsidents indtrædelse.

Men medier i almindelighed og amerikanske medier i særdeleshed har et alvorligt problem. Sidstnævnte modtog en lækket efterretningsrapport, hvor intet er dokumenteret, og det lykkedes ikke ikke for dem selv at få nogen af påstandene dokumenteret. Som en redaktør for New York Times udtrykte det: 'Ligesom andre undersøgte vi anklagerne og har ikke fået bekræftet dem. Vi mener ikke, at det er vores rolle at offentliggøre ting, vi ikke kan stå inde for.'

CNN lagde derimod til grund for sin offentliggørelse, at Trump selv var blevet briefet om indholdet i den lækkede rapport af efterretningstjenesterne. Og at samme efterretningstjenester betegnede indholdet som troværdigt. Dette baserede CNN på anonyme kilder.

Resultatet af CNN's beslutning er, som indledningsvis beskrevet, at Trump på et pressemøde kunne råbe 'fake news', uden at nogen på det tidspunkt kunne sige ham imod. Det får ikke CNN til at se godt ud, og derfor må man desværre påregne, at Trump i nogens øjne ikke begår den store synd ved at forhindre CNN's reporter i at stille spørgsmål på pressemødet.

Det er meget, meget trist, for den synd er både stor, konkret og dokumenteret. Det er et anslag mod et af det vestlige demokratis grundpiller: At pressen har adgang til at overvåge magthaverne.

Den vinkel er værd at sætte fokus på. Også herhjemme. Og især så længe intet andet er dokumenteret.

184 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere