Turistbranchen: Ryanair er en stor gevinst for Danmark

Turistbranchen byder velkommen til Ryanair, som regner med at bringe over 400.000 turister til København om året

Ryan Air i Standsted (Foto: Matt Dunham/AP)
Ryan Air i Standsted (Foto: Matt Dunham/AP)

I Ryanair's fly fra Dublin sidder det midaldrende ægtepar Jim og Eileen O'Leary. De glæder sig til deres første besøg i København.

- Vi var ved at planlægge en forlænget weekend i en storby. Og så faldt vi for tilbuddet fra Ryanair om en returbillet til kun 20 euro (150 kr., red.) til København, fortæller Jim O'Leary til Avisen.dk's medrejsende.

LÆS OGSÅ: Ryanair: 164 kroner for en kuffert og lidt bøvl

Jim og Eileen O'Leary er langt fra de eneste turister, som Ryanair flyver til København. Faktisk regner det irske flyselskab med at bringe ikke mindre end 425.000 udenlandske turister til hovedstaden om året på de i alt ni planlagte ruter til og fra København.

Kontroversielt lavprisselskab
Ryanairs nye ruter gør det lettere for udlændinge at komme til København. Det glæder Mikkel Thrane, som er kommunikations- og pressechef i VisitDenmark, der prøver at få flere turister til Danmark.

- Det har enorm stor betydning for turismen, når flyselskaber etablerer nye ruter. Desto lettere og nemmere det er at komme til Danmark, jo flere udlændinge får øjnene op for Danmark og København. For mange er vi jo et lille, ukendt land højt mod nord, siger Mikkel Thrane.

Ryanair er kendt og berygtet for skrabede løn-og ansættelsesvilkår og afviser kategorisk at tegne overenskomst efter indtoget i København.

LÆS OGSÅ: Fagboss: Sådan klarer vi årelang kamp mod Ryanair

Mikkel Thrane vil dog vil ikke forholde sig til Ryanair's måde at drive forretning på, som blandt andet fagbevægelsen skælder ihærdigt ud på.

Han vil kun udtale sig generelt om betydningen af at gøre det nemmere at komme til hovedstaden.

- Med de nye ruter til København får vi flere turister, som blandt andet kommer på forlænget weekend. Det kommer ikke blot København, men hele hovedstads-området inklusive Helsingør til at nyde godt af, siger Mikkel Thrane.

De nye flyruter til København glæder også kommunikationschef Emil B. Spangenberg fra organisationen Wonderful Copenhagen. I en mail til Avisen.dk skriver han:

- Det er positivt for hovedstaden, når der bliver etableret nye ruter til Københavns Lufthavn, da det betyder en styrkelse af lufthavnens internationale position som knudepunkt.

- Den øgede tilgængelighed til København, som nye ruter giver, er et vigtigt grundlag for vækst i turismen, og er betydningsfuldt for erhvervslivet generelt.

Turister lægger 2,3 milliarder kroner
Ryanair oplyser til Avisen.dk, at de regner med at flyve omkring 425.000 turister til hovedstaden hvert år. Det betyder øget omsætning på hoteller, i restauranter, butikker, forlystelser og alle andre steder, der nyder godt af turister.

Baseret på en undersøgelse fra VisitDenmark har Avisen.dk regnet sig frem til, at de 425.000 turister vil købe for hele 2,3 milliarder kroner hvert år i Danmark (se faktaboks).

Betyder Ryanair flere turister?
Spørgsmålet er så, om Ryanair bringer ekstra turister til København? Eller om selskabet blot erobrer kunder, som alligevel ville være fløjet til København med et andet selskab.

Ifølge Ryanair vil mange af turisterne være ekstra turister. I hvert fald har selskabets kommercielle direktør, David O'Brien, sagt på et pressemøde:

- Takket være vores lave priser får mange mennesker mulighed for at rejse til steder, som de normalt ikke ville have råd til at flyve til. Vi øger i høj grad turismen i Europa.

LO-fagbevægelsen ligger i åben strid med Ryanair, og her vurderer cheføkonom Jan Kæraa Rasmussen, at det irske flyselskab ikke vil bringe særligt mange ekstra turister til København.

LÆS OGSÅ: Ryanair-triumf: Må føre sag mod lufthavnsansatte i byretten

- Når hr. og fru Irland eller hr. og fru Italien overvejer en forlænget weekend i København, så tæller prisen for en billet med et lavprisselskab ikke særligt meget i det samlede regnskab. Langt størsteparten af udgifterne kommer fra hotelovernatninger, restauranter og shopping og er dermed afgørende for at besøge København eller ej, siger han og fortsætter:

- Så om der er et lavprisselskab fra eller til, der flyver på København, betyder næppe meget for turismen. Priserne på hoteller og restauranter falder jo ikke, fordi Ryanair er kommet til byen.

Flere afgange=ekstra turister
En noget anden vurdering kommer fra Jacob Pedersen, som er senioranalytiker i Sydbank og har stor indsigt i luftfart.

- Jeg tør ikke gætte på, hvor mange ekstra rejsende – ud over dem der ville komme alligevel – Ryanair bringer til og fra København. Men nogle er der helt sikkert tale om, fordi deres priser er så lave, og fordi de øger antallet af afgange til København, siger han.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Ryanair forsøger at vinde sympati med retssager

Mikkel Thrane fra VisitDenmark vurderer også, at Ryanair bringer ekstra turister til Danmark.

- Når man øger tilgængeligheden til et land, så øger man også antallet af turister. Siden liberaliseringen af luftfarten i Europa er der kommet et væld af nye ruter til København eksempelvis med Norwegian eller EasyJet, og det har i høj grad været med til at øge turismen.

- Man kan sige, at desto flere afgange til København, jo flere turister kommer der, forklarer Mikkel Thrane.

Jim og Eileen O'Leary er landet i København. I køen på vej ud af flyet spørger Jim Avisen.dk's medrejsende

- Hvad var det nu den hed, den gade med alle butikkerne? Stroget eller sådan noget?

49 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere