Turister fængslet: Nu fraråder ekspert at man rejser derned

Efter at to australske turister er blevet fængslet i Iran, fraråder ekspert nu rejser til landet

Irans hovedstad, Teheran, bør du ikke besøge i øjeblikket, siger ekspert. Foto: Janus Engel
Irans hovedstad, Teheran, bør du ikke besøge i øjeblikket, siger ekspert. Foto: Janus Engel

Det iranske styre holder et skarpt øje med særligt vestlige turister på grund af frygt for spionage.

Særligt i øjeblikket er de på mærkerne grundet den opstemte situation, der omgiver det isolerede præstestyre.

Derfor bør man i øjeblikket afholde sig fra at tage til landet som turist, siger Ph.D. i statskundskab og ekspert i iranske forhold, Ali Rhigh-Aghsan.

Se også: Blogger-par savnet i ti uger: Anholdt og smidt i iransk fængsel

Tog billeder med drone
Det er nemlig enormt svært at sige præcis, hvad der skal til, før de iranske myndigheder vurderer, at man som turist skal anholdes.

En del af forklaringen kan være, at iranerne ønsker at tilbageholde udenlandske statsborgere til brug for forhandlinger med fremmede magter. En anden årsag kan være, at nogle turister simpelthen glemmer, at de befinder sig i et land, hvor militæret følger med i alt, hvad man foretager sig.

- De to australske turister har haft en drone med, som de har brugt til at lave nogle optagelser, og det er dumt.

- Iran er et land, hvor militæret og efterretningstjenesterne har styr på alt, hvad man foretager sig som turist, og de tolererer ikke den slags opførsel.

- Spionage har den højeste prioritet for dem. De har en opfattelse af, at dem der kommer fra Vesten i udgangspunktet er fjenden. Så derfor er de meget opmærksomme på, hvad man går og laver, siger Ali Rhigh-Aghsan til Ekstra Bladet.

Udenrigsministeriets anbefalinger

Udenrigministeriet skriver på deres hjemmeside, at de generelt anbefaler, at man som turist er ekstra forsigtig i forbindelse med rejser til landet.

- Når du rejser til Iran, bør du til enhver tid være opmærksom på din personlige sikkerhed. De fleste danskere har ingen problemer under besøg i landet. 

- Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til provinserne Kurdistan, Khuzestan og Hormozgan. Den sikkerhedsmæssige situation er så ustabil, at du bør have helt særlige grunde til at besøge områderne. 

- Vi fraråder alle rejser til grænseområderne til Irak, Afghanistan og Pakistan, til Sistan-Baluchistan og til den østlige del af Kerman-provinsen. Der er risiko for terror og kidnapning. Hvis du vælger at rejse bør du søge professionel rådgivning.

Kilde: Udenrigsministeriet.

Forhandlingstaktik
Og det er langt fra usædvanligt, at styret fængsler udenlandske statsborgere.

- De har gjort den slags flere hundrede gange i løbet af de sidste 40 år. Det handler simpelthen om at skabe sig et bedre udgangspunkt for fremtidige forhandlinger, siger Ali Rhigh-Aghsan.

Og med den nuværende situation i landet taget i betragtning, så anbefaler han, at man i øjeblikket ikke vælger Iran som rejsemål.

- Jeg ville ikke gøre det. Jeg synes det er for farligt i øjeblikket. Lige nu anslår man, at der i hvert fald sidder 15 udenlandske statsborgere fængslet i Iran, siger Ali Rhigh-Aghsan.

 

Se også: Trump: Iran ønsker et møde

Se også: Blev straffet for at se fodbold: Så satte hun ild til sig selv

Se også: Iran bryder atomaftalen og sender advarsel til Europa

292 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere