Turister forarger på Bornholm: - Det er uforsvarligt

Kan man tillade sig at klatre op og ned ad en gammel, fredet ruin? Nej, lyder det samstemmende blandt flere borgere på Bornholm, der stiller sig uforstående over for, at flere turister ikke viser respekt for øens turistattraktion

Flere turister og besøgende klatrer op og ned ad ruinerne ved Hammershus. Noget, som har fået sindene i kog blandt lokale.  Privatfoto
Flere turister og besøgende klatrer op og ned ad ruinerne ved Hammershus. Noget, som har fået sindene i kog blandt lokale. Privatfoto

Hammershus er et af Bornholms trækplastre, hvor omkring 400.000 gæster hvert år besøger den gamle borgruin. Denne coronasommer er ingen undtagelse, og derfor har Hammershus oplevet en stigende interesse for seværdigheden.

Det glæder Naturstyrelsen, men ikke alle bornholmere påskønner de mange turisters entusiasme.

Et billede har i særdeleshed skabt postyr over, at flere kravlende gæster tager turen op og ned ad de gamle ruiner.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Men frustrationen over de kravlende besøgende er ikke døgnflue, for sådan har det altid været, hævder Sarah Holm fra Aakirkeby.

- Det har jeg set gennem hele min opvækst, og jeg synes, at det er uforsvarligt, når der er tale om så gammel en bygning, siger hun til Ekstra Bladet.

- Hvorfor udviser man ikke almindelig pli. Jeg har ikke lyst til at være sådan en, der shamer, men jeg har set det så mange gange, fortæller 29-årige Sarah Holm og nævner i samme ombæring, at hendes egne tre børn sagtens kunne finde på at kravle op og ned ad ruinen, men ikke får lov.

Lemmingeeffekt
Skovrider Søren Frise, der har arbejdet med Bornholms turistattraktioner i mere end 14 år, anerkender problemet, men vurderer, at coronasommeren nok har fået tingene til at eskalere.

Han siger, at det er ikke er så længe siden, at en dreng faldt ned fra ruinerne og brækkede armen. Derfor kan det ikke kun koste på seværdighedens ve og vel, men lige så meget for dem, der kommer galt afsted af at kravle op på det.

- Ruinen er en skrøbelig dame. Vi har brugt omtrent 40 millioner kroner på restaureringen, fortæller Søren Frise.

- Der er et skilt deroppe, men her er der jo tale om en rigtig 'lemmingeeffekt'. Jeg ved ikke, hvorfor folk gør det, og om de er fuldstændig ligeglade med reglerne, siger Søren Frise.

En flok egoister
'Det er ikke o.k. De kan godt have respekt for de gamle ruiner,' skriver Birgit Ravn, der udgør en ud af de 414 kommentarer af det opslag, som er blevet delt i den offentlige Facebookgruppe 'Bornholm i billeder - før og nu' på Facebook.

'Det er en flok egoister uden respekt for den gamle kulturarv. De må være dumme. Jeg har aldrig oplevet dette kravleri tidligere,' skriver Rita Rønne Hartvig inde på opslaget.

'Det er ikke OK ... Der står skilte der siger, at man IKKE må kravle, klatre e.l. på ruinerne .., lyder det fra Marian Byrholdt Lund.

Skovrider Søren Frise håber dog, at han i en evaluering måske kan sætte en stopper for de kravlende gæster. Men at det er noget, de vil vurdere retrospektivt.

Ifølge de historiske kilder er borgen sandsynligvis opført af kirkemagten i Danmark i samarbejde med Valdemar Sejr i begyndelsen af 1200-tallet som afsæt for de danske korstog.

Igennem historien har flere hære og historiske personligheder gæstet borgen. I 1743 opgav magthaverne dog endeligt Hammershus, og bornholmerne kunne frit hente sten på stedet, der forfaldt indtil 1822, hvor ruinen blev fredet.

490 kommentarer
Vis kommentarer