Tusinder evakueret efter fund af gammel bombe

I Italien er omkring 54.000 personer blevet evakueret efter fundet af en bombe fra 2. Verdenskrig

Tidligere i år blev bomber fra Anden Verdenskrig sprængt i fynsk farvand. Video: TV2/FYN via Ritzau

Omkring 54.000 mennesker er blevet evakueret fra havnebyen Brindisi i den sydlige del af Italien søndag efter fundet af en bombe fra 2. Verdenskrig.

Det skriver Reuters.

Sprængningseksperter skal demontere bomben, som formodentligt er britisk og blev smidt i 1941. Den er en meter lang og indeholder 40 kilo dynamit.

Ifølge et italiensk medie er evakueringen den største i fredstid i Italien. Mere end 60 procent af byens borgere er tvunget til at forlade den såkaldte 'røde zone', som strækker sig over et område på en radius fra 1,5 kilometer fra der, hvor bomben blev fundet.

Under evakueringen er byens lufthavn, togstation, to hospitaler og et fængsel blevet lukket ned.

Fundet ved et tilfælde
Bomben blev fundet ved et tilfælde i sidste måned under renovationsarbejdet af en biograf.

Brindisi har omkring 100.000 indbyggere og ligger i regionen Puglia. Myndighederne forventer, at evakueringen bliver færdiggjort søndag ved middagstid.

2 kommentarer
Vis kommentarer