Tusindvis af danskere vil hjælpe Mikkel med at finde job

Siden 21-årige Mikkel skrev på Facebook, at han mangler et job som el-montør, er det gået stærkt

21-årige Mikkel Dahl Marcussens jobopslag bliver lige nu delt flittigt på Facebook. (Foto: Privat)
21-årige Mikkel Dahl Marcussens jobopslag bliver lige nu delt flittigt på Facebook. (Foto: Privat)

Det er gået stærkt for Mikkel Dahl Marcussen, siden han i går delte et billede af sig selv med tilhørende tekst på Facebook. På billedet ser man den 21-årige mand med et skilt, hvor der står skrevet, at han mangler et arbejde efterfulgt af hans telefonnummer.

Billedet er lige nu blevet delt knap 20.000 gange, fået over 7.000 likes (deriblandt fra den konservative folketingspolitiker, Mai Mercado) og høstet en lang række kommentarer fra folk, der roser Mikkels påfund og tilbyder ham job alverdens steder.

Noget tyder da også til, at den virale jobansøgning allerede har givet resultater. For da Ekstra Bladet ringer til Mikkel for at spørge til hans jobsituation, har han ikke tid:

- Jeg er faktisk lige på vej til jobsamtale i Holbæk, siger den 21-årige, som er nyuddannet el-montør.

Hej alle. Jeg står op hver morgen kl. 6 med min kæreste, drikker min morgenkaffe, hopper i tøjet, og sætter mig ud i...

Posted by Mikkel Dahl Marcussen on 25. marts 2015

Faktisk har han kun været arbejdsløs siden 13. marts, men han er ikke glad for tingenes tilstand. I sit Facebook-opslag skriver han derfor:

- Jeg vil stå op om morgenen, drikke min morgenkaffe, hoppe i arbejdstøjet og køre afsted på arbejde.

Se også: Laila leder på 3. måned efter sin trebenede hund

I de knap to uger Mikkel Dahl Marcussen indtil videre har ledt efter arbejde, har han på Facebook beskrevet sin hverdag således:

- Jeg står op hver morgen kl. 6 med min kæreste, drikker min morgenkaffe, hopper i tøjet, og sætter mig ud i bilen for at køre rundt til sjællands arbejdspladser. Med mig har jeg en ansøgning hvor jeg søger om at blive fuldtidsansat i deres virksomhed. Jeg kommer hjem kl. 15 hvor jeg tjekker postkassen for ugens aviser og sætter kryds ved de ledige stillinger jeg kan søge. Efterfølgende sætter jeg mig ved computeren og logger på jobnet for at se om der er kommet nye jobannoncer siden dagen forinden og søger hvad jeg er kvalificeret til.

Se også: Mistede nummer: Sådan fandt cykelhandler frem til kunde

I sin digitale jobansøgning fortæller Mikkel Dahl Marcussen, som bor i Slagelse, at han har bil, så han let kan transportere sig til og fra sin kommende arbejdsplads. Derudover beskriver han sig selv sådan:

- Som person er jeg meget imødekommende, og elsker udfordringer. Udfører mit arbejde hurtigt og effektivt. Er lyttende og forstående og er åben for andres holdninger og meninger. Jeg er stabil, pligtopfyldende, fleksibel og tager imod nye udfordringer med åbne arme.

26 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere