TV 2 ignorerede advarsel om falsk valgbombe

TV 2 så bort fra en eksperts klare advarsel og valgte alligevel at bringe en falsk historie op til valget i Grønland.

Ved du noget om sagen? Skriv til tf@eb.dk - alle henvendelser behandles fortroligt.

I klare vendinger blev TV 2 opfordret til at tjekke, om der lå en skjult agenda bag tippet og undersøge historien en ekstra gang.

Advarslen kom fra Transparency International Greenland.

- Især fordi det var så tæt på valget, følte jeg, at det var vigtigt at opfordre TV 2 til at undersøge tippet, forklarer formand Birita í Dali.

Men TV 2 valgte tilsyneladende at se stort på på advarslerne.

To dage senere bragte stationen det, der skulle vise sig at være en falsk historie i den afgørende fase af valgkampen i Grønland. der i høj grad handlede om et mineprojekt, som har splittet Grønland. Et mineprojekt, som Múte Egede har været en erklæret modstander af.

Historien kunne have haft ødelæggende effekt på partiformand for partiet IA, Múte Egede, der af TV 2 blev anklaget for at være inhabil i to sager og få personlig vinding ved at træffe politiske beslutninger.

Artiklen fortsættes under billedet...

Múte Egede har siden april været Grønlands landsstyreformand.
Múte Egede har siden april været Grønlands landsstyreformand.

Historien var falsk. Under højlydte protester fra IA-formanden blev den først rettet to gange 4. april, siden trukket helt tilbage dagen efter valget var afgjort.

Múte Egede lykkedes dog alligevel med at vinde og er i dag landsstyreformnad. Han er sikker på, at historien var plantet med det formål at ødelægge hans valgkamp.

Alarmklokkerne ringede
Birita í Dali fortæller til Ekstra Bladet, at hun blev ringet op af en journalist og præsenteret for TV 2's historie. Hun studsede med det samme over de oplysninger, hun blev bedt om at kommentere.

- Vi talte sammen i formandsskabet, efter TV2 havde ringet, og blev enige om, at vi ville udtale os generelt og ikke kommentere den enkelte sag. Men det fik vores alarmklokker til at ringe, og jeg syntes derfor, at det var vigtigt at sige, at de skulle tjekke tippet, siger Birita í Dali.

Af Birita í Dalís mailkorrespondance med TV 2-journalisten fremgår det, at Transparency kommer med en bemærkelsesværdig opfordring.

'Vi har set, at bag tip til journalister er der en agenda. Det er også værd at kigge lidt i, hvad der ligger i det tip, hvad er interessen bag det, og hvem du har fået det fra,' skriver hun 31. marts 2021 - altså to dage før TV 2 bringer historien.

En time senere svarer journalisten, at der er fuldstændig styr på tingene.

'Ja, det har du helt ret i. Vi er bevidste om de bagvedliggende interesser ved sådanne tips og vurderer fra højere instans, hvad vi kan stå inde for.'

Det er uvist, om TV 2 har forsøgt at få andre til at udtale sig til Múte Egede-historien.

Belaster TV 2 yderligere
Som Ekstra Bladet har afdækket var det redaktionschef Ulla Østergaard, der pressede historien om Múte Egede igennem via to menige journalister.

Artiklen fortætter under billedet...

Redaktionschef på TV 2 News, Ulla Østergaard.
Redaktionschef på TV 2 News, Ulla Østergaard.
 

Undervejs formåede TV 2 at bryde stort set alle grundregler i journalistikken. Múte Egede fik ikke mulighed for at svare på kritikken, og artiklen blev heller ikke kvalitetstjekket af en redaktør, hvilket ellers er fast kutyme, oplyser nyhedsdirektør Ulla Pors.

At det nu viser sig, at TV 2 allerede 31. marts talte med en kilde om historien, belaster forløbet og Ulla Østergaards håndtering yderligere, mener Múte Egede.

- Det viser med tydelighed, at de har haft god tid til at kontakte mig, og det er en af de ting, jeg synes er meget graverende her, siger Múte Egede. 

Han mener, at Transparencys advarsel til TV2 stiller sagen i et mere alvorligt lys.

- Det bekræfter endnu en gang, at TV2 hoppede på en historie, der er plantet. Og selvom de siger, at de ikke har haft til hensigt at påvirke det grønlandske valg, har de jo alligevel taget et aktivt valg, siger han.

'Følte, vi blev brugt'
Birita í Dali fortæller, at sagen om Múte Egedes påståede inhabilitet allerede havde været bragt i grønlandske medier nogle år tilbage.

- Derfor undrede det os, at TV 2 gik ind i det nu, og det var ikke tydeligt for mig, hvad TV 2 havde af nyt til den historie. Men særligt bekymrede var det, at historien skulle ud inden valgdagen. Vi kan godt være bekymrede, når medier kommer med historier, der kan påvirke et valgresultatet.

Transparency International Greenland kommenterer ikke sagen konkret.

Af den endelige artikel fremgår det da også, at Birita í Dali kun udtaler sig generelt om korruption i Grønland. Men hun er alligevel ærgerlig over, at TV 2 har bragt en falsk artikel, hvor Transparency uforvarende bliver trukket ind i sagen.

- Vi gør os umage for at være saglige og faglige, og vi følte, at vi blev brugt. Det er bare super ærgerligt for os at blive knyttet til en sag, som der ikke var noget hold i, siger Birita í Dali, som husker, at den falske TV 2-historie også ramte overskrifterne i Grønland.

- Medier bør være vagthunde. I dette tilfælde kunne det jo have påvirket et valgresultat. Vi synes, det er kritisabelt, når TV 2 går ind og bringer en historie så tæt på et valg, uden at der var hold i den, siger hun og påpeger vigtigheden i at have styr på dokumentationen i så alvorlige sager.

- Danske medier har ofte store journalistiske muskler til at grave dybt i historier. Men uanset muskelstørrelsen skal medier have arbejdsgange, som sikrer, at historier bliver tjekket ordentligt igennem. Ikke mindst lige op til et demokratisk valg.

Transparency International Greenland har ikke hørt fra TV 2 efterfølgende.

TV2: Muligt at kilden havde interesser
Nyhedsdirektør hos TV2, Ulla Pors, har allerede flere gange lagt sig fladt ned og beklaget det samlede forløb med tv-stationens forkerte artikel om Múte Egede, og forelagt advarslen fra Transparancy gør hun det igen.

'Fejl og misforståelser har ført til, at vores kvalitetssikring simpelthen ikke virkede, og at artiklen blev offentliggjort. Det afgørende for os er, at fejlen ikke er begået med vilje og med forsæt. Det er en alvorlig og graverende fejl, at historien blev bragt. Det er vi meget, meget kede af, for vi ved, det er særlig uheldigt op til et valg,' udtaler Ulla Pors i et skriftligt svar.

Samtidig erkender nyhedsdirektøren nu, at der efter alt at dømme var konkrete interesser på spil i det tip, som tv-stationen baserede sin journalistik på.

'Vi modtager dagligt masser af tips, ofte fra kilder med interesser i historierne, så den slags er vi med andre ord vant til at håndtere. Det gør vi hver eneste dag. Der har helt givet også været interesser i det tip, vi modtog, som Transparency – og for den sags skyld også andre kilder - også nævner for os, da vi researcher på artiklen,' lyder det fra Ulla Pors. 

TV2s falske valg-historie

TV2.dk bragte 2.april en historie med overskriften 'Bejleren til at blive Grønlands nye leder undlod at erklære sig inhabil i to sager.'

Heri påstod tv-stationen, at Múte Egede i 2017 som Grønlands minister for råstoffer deltog i to møder, hvor han burde have erklæret sig inhabil.

Ved tiltrædelsen som minister var han direktør og ejer af selskabet MK Agro, der handler med dyrefoder, læggekartofler og kunstgødning i Sydgrønland, skrev TV2 og tilføjede, at han i 2017 deltog i møder, 'hvor han stemte for at tilføre penge til erhverv, hans eget selskab var involveret i.'

Det skete ifølge TV2 i to omgange:

'Først stemte han for, at et statsejet selskab skulle opkøbe kartofler fra det hårdt ramte grønlandske landbrug. Derefter stemte han for, at man skulle tilføre offentlige midler til at hjælpe sydgrønlandske fåreavlere med at købe dyrefoder,' skrev TV2.

TV2-artiklen udkom uden at præsentere Múte Egede for påstandene.

Efterfølgende har politikeren oplyst følgende til Ulla Østergaard og TV2 om påstandene.

TV2: 'Først stemte han for, at et statsejet selskab skulle opkøbe kartofler fra det hårdt ramte grønlandske landbrug.'

Múte Egede: 'På tidspunktet for den beslutning, der her henvises til, havde jeg allerede solgt selskabets aktiviteter, og havde derfor hverken personlige eller økonomiske interesser på spil. Der var således ingen habilitetsproblemer for mit vedkommende.'

TV2: 'Derefter stemte han for, at man skulle tilføre offentlige midler til at hjælpe sydgrønlandske fåreavlere med at købe dyrefoder.'

Múte Egede: 'Dette er direkte usandt. Det samlede Naalakkersuisut havde i dette tilfælde bemyndiget Formanden for Naalakkersuisut til at træffe en formandsbeslutning. Undertegnede har derfor ikke været med til at beslutte, at forhøje midler til køb af dyrefoder til landbruget.'

TV2 bragte herefter en rettelse den 4. april, men beklagede den 7. april hele artiklen.

'TV 2 beklager offentliggørelsen af artiklen, som ikke var dokumenteret og har efterfølgende også offentliggjort en beklagelse,' skriver TV2 i artiklen.