TV: Dansk kunstner får dødstrusler for gejser-stunt

Den dansk-chilenske kunstner Marco Evaristti har formået at provokere igen - det kan koste ham fængselsstraf i Island - samtidig skal han fængsles i Norge for en anden sag

(Foto: Marco Evaristti)

Dansk-chilenske Marco Evaristti, kunstneren, der skabte stor furore, da han puttede guldfisk i en blender og lod publikum selv beslutte, om de ville starte blenderen - har gjort det igen.

Men denne gang er provokunstneren blevet arresteret. I Island. Det skete efter lokale lodsejere har anklaget ham for vandalisme efter han farvede Strokkur Gejseren lyserød.

Det skriver theartlyst.com - en engelsk hjemmeside for samtidskunst, og Ekstra Bladet har talt med Marco Evaristti. Han skal nu til Island og gennemføre en retssag, der kan koste ham en bøde eller fængselsstraf.

- Jeg har det helt fint med det. Især nu, når det er gået totalt bananas. De er så sure og vilde. Jeg har fået virkelig mange trusler, og jeg skal beskyttes af politiet, når jeg kommer til lufthavnen (I Island red.), siger Marco Evaristti.

'I will kill you'
Kunstneren hældte fem liter rød frugtfarve i de berømte varme kilder, der ligger 115,5 kilometer nordøst for Reykjavik. Det resulterede i, at gejseren skød faner af lys rosa vand og damp op i vejret.

Men det er ikke just begejstring for projektet, der præger islændingene. Marco Evaristti har fået en del ubehagelige mails på sin private Facebook-væg, som Ekstra Bladet har set.

- Der er nogle få, som tager det positivt, men gennemsnittet har meget negative reaktioner. De kalder mig 'A little piece of shit' 'I will kill you' og 'Dont show yourself here', lyder det fra kunstneren. 

Dette er ikke kunst
Garðar Eiríks­son, der taler på vegne af de lokale lodsejere sagde til theartlyst.com:

- Dette er ikke kunst. Jeg er dybt ked af, at en gæst i vores land, kan finde på sådan noget. Jeg har meget få ord, der kan beskrive, hvor forfærdet jeg er over en sådan handling.

Men Marco Evaristti forsvarede sin handling med ordene over for theartlyst.com:

'Naturen tilhører ingen' 'Jeg gør, hvad jeg gør, fordi jeg er maler, en landskabsmaler, der ikke bruger lærred, jeg maler direkte på naturen.'

Han fortsatte:

' Jeg tror på ytringsfrihed og jeg mener ikke, at naturen tilhører bestemte mennesker, men alle', mens han tilføjede:

' Jeg elsker moder natur. Hvis jeg elsker en kvinde, giver jeg hende en diamantring. Det er derfor jeg dekorerer naturen, fordi jeg elsker den.'

Men de islandske myndigheder var ikke enige i kunstnerens beslutning eller perspektiv på, hvordan man behandler naturen, så nu står han til bøde eller fængselsstraf.

Skal fængsles i Norge

Det er ikke første gang, han har farvet naturlige vande, sidste år lavede han en lignende installation på et frossent vandfald i Norge.

Den aktion betyder nu, at kunstneren rent faktisk skal fængsles i Norge.

- Jeg har tabt den første sag i Norge, så nu skal jeg i fængsel i 15 dage i Norge, siger Marco Evaristti til Ekstra Bladet.

Han gider ikke at anke sagen til højesteret.

 

Kunstneren Marco Evaristti har skabt debat i ind- og udland med sine installationer bestående af guldfisk der svømmer rundt i blendere. Nu forarger han igen med den lyserøde geiser. (Foto: Christian Asbøl)
Kunstneren Marco Evaristti har skabt debat i ind- og udland med sine installationer bestående af guldfisk der svømmer rundt i blendere. Nu forarger han igen med den lyserøde geiser. (Foto: Christian Asbøl)
 

1 af 3 Gejseren Strokkur i Island. (Foto: Flemming Pless)
2 af 3 Dansk-chilenske Marco Evaristti, kunstneren, der skabte stor furore, da han puttede guldfisk i en blender - har skabt furore igen. (POLFOTO/Jan Grarup)
3 af 3 
75 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere