TV: Der fyres fortsat fede på Christiania

Fredag sluttede Danmarkshistoriens største sag om hashhandel på Christiania, men det er tilsyneladende stadig nemt for brugerne at købe hash på Fristaden

Ekstra Bladet møder her en køber, der ikke mener, at politiets indsats har gjort det sværere for ham at købe hash på Christiania

Der kan sættes et punktum for Danmarkshistoriens største sag om hashhandel.

Men der fyres fortsat fede på Fristaden.

Ekstra Bladet besøgte fredag Christiania for at finde ud af, om politiets indsats i det forgangne år har gjort en forskel for køberne.

Og her er svaret tilsyneladende nej.

- Det er bare at gå hen til en bod og købe noget hash. Og jo mere de køber, des billigere er det, lyder det fra Per B. Sørensen, som har røget hash i 35 år og som tit og ofte køber varerne på Fristaden.

Det er til trods for, at politiet i året 2014-15 har fået en øremærket bevilling på 20 mio. kr. til at gøre hashhandlen på Christiania uattraktiv, hvilket der står i Politidirektørens kontrakt med staten om mål og resultater.

- Har politiets indsats fået dig til at stoppe?

- Nej, jeg ryger fortsat, siger Per B. Sørensen.

- Kan de få dig til at stoppe?

- De kan vel godt få mig til at stoppe, hvis det bliver så dyrt og umuligt at deltage i legen, tilføjer han.

Ekstra Bladet har været i kontakt med flere kilder, udover Per B. Sørensen, der køber hash på Pusher Street og her er svaret klart:

Der købes fortsat hash på Fristaden trods politiets ihærdige indsats.

Sidste års store politiaktion har dog betydet, at pusherne er blevet opmærksomme på, at de kan blive videoovervåget, og det har medført, at de gemmer sig, når de sælger fra boderne på Pusher Street, fortæller Hulda Mader, der er talskvinde fra kontaktgruppen på Christiania.

- Man har været nødt til at dække sig til for ikke at blive genkendt og arresteret. Og vi synes, at det er ubehageligt, at folk går rundt med masker i gadebilledet, lyder det fra Hulda Mader.

Hos politiet mener man dog, at man er lykkedes med at gøre hashhandlen mindre attraktiv for købere.

- Man skal se det i et langsigtet perspektiv. Det her er jo ikke slut fra dag et til dag to, vi ved jo godt, at der stadig er mange købere. Derfor har vi en indsats, der retter sig mod købere, sælgere og leverandører. Det er rigtigt, at vi har fået 20 millioner over en toårig periode, men vi har en vurdering, der siger, at der er en omsætningsnedgang på 30 procent i Pusher Street. Det er trods alt en væsentlig nedgang, lyder det fra vicepolitiinspektør og leder af Task Force Pusherstreet (TFP) Torben Granat Svarrer.

Her kan du høre hele svaret fra vicepolitiinspektør Torben Granat Svarrer:

Se også reportagen foroven.

178 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere