For den sydkoreanske teknologi-gigant Samsung er det ikke længere nok bare at stå for underholdningen. Nu vil virksomheden også til at redde liv - i trafikken.
Virksomheden er blevet inspireret af Argentina, som er et af de lande i verden, hvor flest dør i trafikulykker: Cirka en i timen. De fleste af de ulykker sker på to-sporede landeveje under overhalinger.
Samsungs løsning på netop det problem er den såkaldte 'Safety Truck', hvor lastbiler monteres med trådløse kameraer foran, som filmer trafikken på vejen. Optagelserne bliver vist direkte på fire skærme, som monteres bag på lastbilen. Dermed kan bagvedkørende biler se på lastbilens bagende, om der er fri bane på vejen til en overhaling af lastbilen.
Slut med lange køer ved trafikuheld
- Dette giver bilister muligheden for at have et bedre overblik, når de skal beslutte sig for, om en overhaling kan gennemføres sikkert. En anden fordel ved 'Safety Truck' er, at den kan reducere risikoen for ulykker forårsaget af pludselige opbremsninger, eller dyr som krydser vejen, skriver Samsung.
Samsung har via en bygget prototype fået bekræftet, at teknologien virker. Virksomheden vil nu forsøge at få tildelt de nødvendige tilladelser, så teknologien kan komme ud på de argentinske veje.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.