Tv-redning gik galt: Nu er restaurant gået konkurs

Vejle-restaurant er gået konkurs, kort tid efter de havde besøg af tv-programmet 'Med kniven for struben'

Mariana og Heini Soria er igen gået konkurs med en restaurant i Vestergade i Vejle. Foto: Flemmeing Larsen/Vejle Amts Folkeblad
Mariana og Heini Soria er igen gået konkurs med en restaurant i Vestergade i Vejle. Foto: Flemmeing Larsen/Vejle Amts Folkeblad

Restauranten Casa Argentina i Vejle er gået konkurs, mindre end måned efter de havde besøg af TV3-programmet 'Med kniven for struben'.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

I programmet rejser kok og 'Masterchef'-dommer Thomas Castberg rundt og besøger skrantende restaurationer med håb om at få vendt skuden. Under optagelserne på Casa Argentina blev et omfattende menukort barberet ned til tre forretter, tre hovedretter og tre desserter i et sidste forsøg på at redde Vejle-restauranten. Men lige lidt hjalp det.

Efter anmodning fra SKAT blev Casa Argentina taget under konkursbehandling af Skifteretten i Kolding mandag.

- Vi var kommet bagud med skatten af medarbejdernes lønninger. Det drejer sig om 250.000 kroner, og i skifteretten i mandags forsøgte vi at få en afdragsordning med SKAT. De tilbød os, at vi kunne betale 125.000 kroner nu og afdrage resten. Det havde vi ikke mulighed for, så derfor blev vi erklæret konkurs, siger Heini Soria, som ejer Casa Argentina med sin hustru, Mariana Soria.

I oktober 2017 valgte ægteparret at lukke selskabet bag deres spisehus Café La Loca, hvorefter de åbnede et nyt selskab med navnet Casa Argentina. Dengang efterlod de en skattegæld på 100.000 kroner, skriver vafo.dk.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad er det planen, at optagelser til 'Med kniven for struben' bliver sendt på TV3 efter sommerferien.

159 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere