Lillejuleaften er årets største rejsedag. Der er 40 procent flere biler på vejene, og DSB regner med omkring 500.000 rejsende.
Det kunne sagtens ende i det rene trafikkaos.
Men det er ikke sket i år. Danskerne har nemlig været godt forberedte.
Flere havde købt billetter flere måneder i forvejen, og der var også rigtig mange, der ankom i god tid til Hovedbanegården i København, hvor Ekstra Bladet TV sendte live ved middagstid.
DSB var også ekstra godt forberedt i år. De havde nemlig besluttet at lukke alle deres kontorfolk ud på Hovedbanegården for at hjælpe og vejlede de mange julerejsende.
Og det har betydet, at der i løbet af den travle rejsedag ikke har været de store forsinkelser på togene.
Du kan se et uddrag af Ekstra Bladets live-udsendelse i klippet over artiklen.