TV-selskaber slår sig sammen: Derfor er de nødt til at gøre det

Stofas ejer, SE, har købt Boxer TV, hvilket får det samlede antal kunder op på 600.000. Og netop det tal er vigtigt for handlen

Krigen om de danske tv-kunder er hård og nådesløs. Derfor har Boxer og Stofa været nødt til at slå sig sammen, vurderer ekspert. Foto: Lars Just/Polfoto
Krigen om de danske tv-kunder er hård og nådesløs. Derfor har Boxer og Stofa været nødt til at slå sig sammen, vurderer ekspert. Foto: Lars Just/Polfoto

Det giver absolut god mening at slå pjalterne sammen for Stofa og Boxer, så man i fællesskab kan kæmpe mod Yousee om de danske tv-kunder.

Det mener senioranalytiker hos Sydbank Morten Imsgard, som følger tv-markedet tæt.

Med Boxers omkring 280.000 kunder, vil det samlede antal kunder for selskabet SE, der ejer Stofa, være på omkring 600.000 eller omtrent 25 procent af det danske marked.

Og netop den fordobling er vigtig for at forstå opkøbet.

- Det danske tv-marked er præget af så hård konkurrence, at man har brug for en større kundebase i sin forretning, hvis man skal tjene penge. Regnskaber fra Boxer har tydeligt vist, at selv med næsten 300.000 kunder har man haft rigtig svært ved at tjene penge, og Stofa har også haft svært ved at få en fornuftig forretning ud af det.

Høje krav
For kunderne har høje krav.

- Man skal have det rigtige indhold - det kan man ikke gå ned på. For så får man ingen kunder, og hvis man skal kunne gøre det, skal man have rigtig mange kunder for at kunne betale gildet, siger Morten Imsgard og fortsætter:

- Det bliver ikke mindre aktuelt af, at flere og flere streamingtjenester dukker op i Danmark, senest med Amazon Prime, som reelt set bliver konkurrent til de klassiske kabel tv-operatører. Så lige pludselig er de danske firmaer oppe i mod internationale mastodonter, som gør kravet til en større kundebase endnu vigtigere.

Lille betydning for kunder
Han forventer dog ikke, at opkøbet får den store betydning for de danske tv-kunder.

- Det skulle gerne munde sig ud i, at de kan få et bedre produkt og et produkt, som er mere konkurrencedygtig med det Yousee leverer. Men betydningen for kunderne bliver ret begrænset. Det handler mere om, at selskaberne er nødt til at konsolidere sig for at kunne skabe en forretningsplatform, så man kan overleve den hårde konkurrence.

Kunderne kan dog se frem til et større fokus på friere kanalvalg, som begge selskaber har lanceret i Danmark.

- Det er jo også en af grundene til, at man køber Boxer. Udover at få en større kundebase, så får man også et endnu bedre fritvalgsprodukt at spille ud med.

- Der er ingen tvivl om, at tv-markedet og medievanerne hos danskerne ændrer sig så meget i øjeblikket, at der er ingen muligheder for fx at rulle fritvalg tilbage. Der bliver kun mere af det. Også i takt med at konkurrenterne fremadrettet mere og mere hedder Netflix og Amazon.

Du kan godt regne med, at prisen på din tv-pakke vil stige, når du vågner til 2017. Foto: Ole Steen Samfund TJEK din TV-pakke: Så meget stiger prisen

Fremtiden er frit valg
Morten Imsgard forventer samtidig, at kunderne på et tidspunkt vil få det præcist, som de ønsker.  

- At det bliver et 100 pct. frit valg - måske helt ned på programniveau på de enkelte kanaler. Så har man jo et eller andet sted smeltet streaming og flow tv sammen i en ny tjeneste, siger han.

Det går dog nogle år endnu.

- Der er mange ting, som skal give sig. Der er mange etablerede selskaber i dag, som ikke har den slags interesser- men over tiden forventer jeg, at man når dertil.

95 kommentarer
Vis kommentarer