TV2-boss: - Ude af vores hænder

Magistratet i Aarhus Kommune har torsdag enstemmigt vedtaget, at forbud mod dokumentar skal ophæves. TV2 vil vise dokumentaren, hvis det bliver muligt, bekræfter nyhedsdirektøren

Her kan du se et interview med barnebarn Charlotte Ahm. Video/redigering: Ernst van Norde, Emma Svendsen

TV2 er klar til at vise den omstridte dokumentar omkring forholdene på plejehjemmet Kongsgården, hvis en række formaliteter går i orden.

Sådan lyder det fra Mikkel Hertz, nyhedsdirektør på TV2, efter Aarhus Kommune torsdag valgte at trække deres forbud mod udsendelsen tilbage.

- Vi ved ikke, hvornår vi får vished. Det er ude af vores hænder, siger Mikkel Hertz.

Nyhedsdirektøren forklarer, at der stadig er et stykke vej, før dokumentaren kan blive vist.

- Et fogedforbud er midlertidigt. Hvis det skal gøres permanent, skal man følge det op med et civilsøgsmål. Aarhus Kommune har indgivet en stævning om det, og den skal droppes, forklarer han.

- Når stævningen er væk, skal TV2 så bede retten om at ophæve det midlertidige forbud, fortsætter han.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

TV2 håber på at kunne få lov til at vise deres dokumentar om Kongsgården. Foto: Jonas Olufson
TV2 håber på at kunne få lov til at vise deres dokumentar om Kongsgården. Foto: Jonas Olufson
 

Groft plejesvigt
I begyndelsen af juli offentliggjorde Ekstra Bladet en række skjulte TV2-optagelser fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, som Vestre Landsret havde forbudt TV2 at vise.

Optagelserne afslørede groft plejesvigt over for den 90-årige demenssyge Else, som boede på plejehjemmet.

Optagelserne var en del af en TV2-dokumentar, som nu muligvis snart vil kunne blive vist.

- Nu har Aarhus Kommune trukket deres forbud tilbage. Ville det være sket, hvis Ekstra Bladet ikke havde vist de her klip?

- Det kan jeg ikke vide noget om, siger Mikkel Hertz.

Politik - 23. jul. 2020 - kl. 09:28 Aarhus Kommune trækker forbud mod plejehjemsdokumentar tilbage

- Set i bakspejlet, er du så glad for den opmærksomhed, sagen har fået, efter de er blevet vist?

- Du vil gerne have mig til at sige tak til Poul Madsen. Det kommer jeg ikke til. Ekstra Bladet har tyvstjålet vores materiale i forsøget på at sælge aviser. Jeg synes, det er ynkeligt og ukollegialt, svarer han.

- Jeg mener jo, at den samlede afdækning af den her sag skulle ud ved vores offentliggørelse.

- Men er det vigtigste ikke selve sagen?

- Jo, men jeg er ikke tilhænger af, at nogen tyvstjæler, siger Mikkel Hertz.

- Vores afdækning viser andet og mere, og debatten ville kunne føres på et mere oplyst grundlag, end det har været muligt ud fra de klip, Ekstra Bladet har stjålet fra os, slutter han.

Samfund - 23. jul. 2020 - kl. 11:45 Elses familie: - Endelig

44 kommentarer
Vis kommentarer