TV2 kræver fogedforbud mod Ekstra Bladet

Tv-stationen vil tvinge Ekstra Bladet til at fjerne de forbudte optagelser af 90-årige, demente Else

TV2 kræver nu et såkaldt fogedforbud mod, at Ekstra Bladet bringer de skjulte TV2-optagelser af 90-årige, demenssyge Else, som bliver udsat for 'omfattende plejesvigt, overgreb, nedværdigende tale og sundhedsfarlig hygiejne' på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

Det fremgår af en forbudsbegæring, som TV2 har sendt til Københavns Byret.

'Som advokat for Anne Engdal Stig Christensen (TV2's administrerende direktør) anmoder jeg hermed Københavns Byret om at nedlægge midlertidigt forbud i medfør af retsplejelovens § 411 over for Poul Madsen i dennes egenskab af ansvarshavende redaktør for eb.dk og Ekstra Bladet,' skriver tv-stationens advokat, Asger Bagge-Jørgensen.

TV2 kræver, at Ekstra Bladet fjerner samtlige optagelser fra TV2-dokumentaren fra ekstrabladet.dk - og ikke fremover publicerer materiale fra dokumentaren, som TV2 ifølge et fogedforbud afsagt af Vestre Landsret i sidste uge ikke må bringe.

Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen undrer sig over TV2's krav om forbud mod at bringe optagelserne.

- Det er tankevækkende, at TV2 er helt enige med Ekstra Bladet i, at offentligheden skal kunne se optagelserne. Men når så offentligheden kan se optagelserne på Ekstra Bladet, så bruger TV2 samme metoder som Aarhus Kommune for at forhindre offentligheden i at se optagelserne, fordi TV2 ikke selv har mulighed for at bringe dem, siger Poul Madsen.

Poul Madsen henviser til en passage i TV2's forbudsbegæring, hvor tv-stationens advokat skriver: 'TV 2 er enig med Ekstra Bladet i, at materialet bør komme til offentlighedens kendskab ... Ekstra Bladets handlemåde er – uanset formålet, som TV 2 som publicservice-medie har fuld forståelse for – en grov krænkelse af TV 2's rettigheder'.

Sagen behandles ved et retsmøde i Københavns Byret i morgen kl. 09.30.

Rådmand vil ikke politianmelde Ekstra Bladet